Kate og Joan Kengen

Begge generationer Kengen har skrevet testamente og har dermed styr på arveforholdende også i deres eget liv. - Vi ved jo fra sagerne i skifteretten, hvordan det kan gå, hvis man ikke har det, siger Joan Kengen. Foto: Tomas Bertelsen. 

Med tiden er formanden for landsklubben HK Danmarks Domstole, 71-årige Kate Kengen, blevet en institution i HK-kredse. Udadtil er hun kendt som en stærk fortaler for HK’ernes vilkår i hele straffesagskæden og indadtil som tillidsrepræsentant gennem mange år i Københavns Byret. Om to år kan hun fejre sit 50-års jubilæum.

Hvad de færreste uden for murene ved, er at hendes datter, 49-årige Joan Kengen, også er HK’er og gennem 20 år har haft sin daglige gang i Byretten. Fra 2018 tilmed i Skifteretten, hvor Kate var ansat fra 1975, og frem til hun blev tillidsrepræsentant på fuld tid i 1988.

Der er tillidsrepræsentanten Kate, og så er der ’mor’ eller ’mormor’ – den private Kate, som Joan og hendes to voksne børn ses med i kolonihaveforeningen om sommeren, tager på rejser med og spiser mormormad med hver eneste søndag året rundt. 

- Da jeg blev ansat, vidste folk godt, at tillids-Kate var min mor, fortæller hun.

OK at være i familie

At være i familie med hinanden på en stor arbejdsplads som Københavns Byret er ifølge Kate langtfra et særtilfælde. Der er flere medarbejdere, som er beslægtet på den ene eller den anden måde, og det sker jævnligt, at nogle møder hinanden på arbejdspladsen og bliver gift. Det er ikke noget, man nødvendigvis hører om, fortæller hun.

Men da Joan i 2003 søgte og fik jobbet som retssekretær, var det magtpåliggende for Kate at få den eksisterende politik for familierelationer hentet frem i lyset og få talt om reglerne, som blandt andet siger, at man må ikke være ansat i samme afdeling og ikke have et over- eller et underforhold.

- Der må ikke være fordele ved at være i familie, og der må heller ikke være ulemper, forklarer Kate.

Ikke mindst, fordi hun er tillidsrepræsentant, var det afgørende for hende med åbenhed og helt klare linjer.

- Det var vigtigt for mig at få sagt, at jeg ikke var involveret i Joans ansættelse og heller ikke i at forhandle hendes løn.

Klokken 10 eller 14

I løbet af arbejdsdagen ser de to ikke meget til hinanden, selv om de befinder sig på samme adresse, Hestemøllestræde 6, som er en af Byrettens fem indgange. Her ligger Skifteretten, og dybt nede i kælderen for enden af en smal korridor tapetseret med sagsmapper fra gulv til loft har Kate sit kontor.

Det sker dog, at de lige ses, når de ankommer på hver deres cykel om morgenen.

Indimellem kan der tikke en besked ind hos en af dem, hvor den anden skriver: ’Skal du ryge klokken 10?’

-Ja, klokken 10 eller klokken to. Sådan er det, siger Joan.

Så mødes de ude i gården. Og endelig sker det, at de aftaler at spise frokost sammen. Men det er sjældent. Meget sjældent, er de enige om.

Med mor på arbejde

Det er ikke kun de to generationer i familien, der har arbejdet i Københavns Byret. Faktisk var Kates mor også ansat en kort periode. I rengøringen.

En erindring, som Kate først blev bevidst om efter sin egen ansættelse i Byretten, stammer fra tiden, hvor hun gik i børnehave. Et sted, hun ikke brød sig om at være, fordi hun der ”bare blev placeret et sted og sat til at lave noget bestemt”.

-Jeg kan huske, at jeg ikke ville i børnehave. Jeg kunne enten blive hjemme et par timer med min storesøster eller komme med mor på arbejde. Jeg husker tydeligt elevatoren, retslokalet med de mange bøger, og at det var mørkt udenfor. De gav mig en gulvskrubbe og en karklud til at dyppe i spanden. Og så faldt jeg i alt det vand, og damerne kom alle sammen løbende for at hjælpe, fortæller hun.

Da Kate holdt sit 40-års jubilæum i 2015, var hendes mor, som dengang var sidst i 80’erne, med til at fejre det og se sin datter få medalje.

Hun nød det og var så stolt. Vores præsident sad meget længe og snakkede med hende. Det var stort for hende. Nu er hun her desværre ikke mere, fortæller Kate. 

Rebellen Kate

Rebelskheden var også medvirkende til, at Kate senere for alvor tog tillidsrepræsentantrollen på sig. I første omgang fik hun den ved lidt af et tilfælde.

- Min afdelingsleder fik mig lokket med til generalforsamling i HK-klubben. Vi var ikke ret mange, og jeg kan huske, at formanden skulle skynde sig hjem og se ’Det lille hus på prærien’. Hun var vist ikke klar over, hvor mange gange den serie blev genudsendt. Vi kunne ikke få lov til at gå, før det sidste bestyrelsesmedlem var valgt, og så tænkte jeg; det kan vel ikke skade at række hånden op.

Snart fik hun også næstformandsposten, efter et år blev hun tillidsrepræsentant, og det at kæmpe for retfærdighed på kollegernes vegne kom til at fylde mere og mere. På det tidspunkt var hun fuldtidsarbejdende og alene med Joan, der var i børnehavealderen.

- Engang var der nogen, der sagde, at man ikke kunne være tillidsrepræsentant og tage på kurser, når man var alene med et barn. Der tænkte jeg: ”Nu må de styre sig!” Jeg havde jo både mormor og morfar og farmor til at hjælpe.

- Ja, og jeg elskede jo at være hos dem, supplerer Joan.

- Man skal ikke sige til mig, at der er noget, man ikke kan, hvis man selv synes, at man kan det. Det tror jeg, vi har i os begge to, siger Kate.

Vil ikke være TR

Det er den samme indignation, der driver Kate i dag, når hun står frem og mener noget på HK-kollegernes vegne.

Joan er enig, hvad angår dét med ikke at lade sig løbe om hjørner af nogen. Men på det fagpolitiske område går hun ikke i mors fodspor.

Som barn, fortæller Joan, sagde hun til sin mor: ”Jeg skal nok melde mig i HK, når jeg bliver voksen. Men jeg vil ikke være tillidsrepræsentant”.

- Jeg har det sådan, at på mit arbejde vil jeg gerne være gode venner med alle. Og det vil jeg ikke kunne som tillidsrepræsentant. Jeg har ikke det gen, der skal til, tænker jeg. Alene mit kropssprog vil afsløre, når jeg bliver irriteret. Man skal være mere … lyttende. Sådan, som min mor er det, siger hun.

Styr på arven

Hvad Joan og Kate til gengæld har fælles, er forståelsen af, hvor vigtigt det er at have styr på arveforholdene. Alle i familien har forholdt sig til døden og oprettet testamenter.

- Jeg er opdraget med, at det skal man have styr på, for det har min mor. Og så ved vi jo fra sagerne i Skifteretten, hvordan det kan gå, hvis man ikke har det, siger Joan.

Begge fremhæver Skifteretten som en god arbejdsplads, selv om arbejdet har forandret sig fra Kates tid i 1980’erne til Joans i dag.

- Jeg havde nogle dejlige år i Skifteretten og elskede mit arbejde. Det var dengang, vi havde folk inde til møder, hvor de nu foregår per telefon, fortæller Kate og tilføjer med et smil:

- Da jeg blev TR på fuld tid, tænkte jeg, at jeg altid kunne komme tilbage til Skifteretten. Men det er jo så slut nu.

Går efter 50 år

Det er Kates plan at fortsætte i jobbet, til hun kan fejre sit 50-års jubilæum i 2025.

- Jeg kan godt lide jubilæer og har ikke noget imod at være midtpunkt på den måde. Alle er så søde ved en, og ingen kommer med brok eller problemer, griner hun.

Derefter vil Kate pensioneres. For man skal stoppe, mens legen er god, mener hun.

- Jeg har sagt til dig, siger hun henvendt til Joan, - at du skal lægge mærke til, om jeg begynder på ikke at kunne huske ting. Så må du sige til, ikke? For det er jo forfærdeligt, hvis man ikke selv er klar over det.

Joan, går du også efter at blive i jobbet, til du kan fejre dit 50-års jubilæum?

- Det tror jeg. I hvert fald 40-års jubilæum. Medmindre de nedlægger Byretten, og det er vi jo ret sikre på, at de ikke gør. Så som udgangspunkt er det min plan, ja.