Henrik Ullum

At stå i spidsen for Statens Serum Institut under Corona-pandemien var lidt som at lede en hær i krig, siger Henrik Ullum. Han overtog direktørposten midt i sundhedskrisen. Pressefoto.

Det er 1. december 2020. Julemanden har fået mundbind på, fællessang i kirken er tæt på forbudt, og kalenderlys er mere brandfarlige end nogensinde før med de massive koncentrationer af håndsprit i luften. Smittetal er lige så stort et samtaleemne som vejret, og i øjeblikket stiger de hurtigere, end du kan nå at google bliver-der-hvid-jul-i-år.

Minkskandalen er endnu ikke helt begravet, og i det hele taget fylder corona-håndtering alt i både samtaler, i pressen og ikke mindst i den ikoniske hvide bygning, der troner ud mod Amager Boulevard: Statens Serum Institut.

Ind træder Henrik Ullum, der skal sætte sig i direktørstolen og lede de i alt 1.000 medarbejdere. Men sædet når ikke at blive særlig varmt, for det meste af sin tid bruger han på at være ude og begå sig både offentligt og politisk.

- Jeg ved en masse om immunologi, forskning, vacciner og biobanker. Så på papiret havde jeg nu fået drømmejobbet, men jeg har aldrig drømt om at være fjernsynstrold under en national krise, indrømmer den nu 57-årige Henrik Ullum, som har en baggrund som overlæge og professor.

Tværtimod er det alt det faglige og samspillet med medarbejderne, der driver ham, men det var der ikke plads til, afslører han:

Corona fyldte alt, fra jeg trådte ind ad døren. Og det var et stort dilemma, når jeg som leder godt ved, at det klogeste er først at lære en kultur at kende og sikre mig, at folk har det godt. Det var der ikke mulighed for, og nogle af medarbejderne opdagede på TV, at de havde fået ny direktør. Det er hverken optimalt eller normalt.

De fik enten for meget eller for lidt opmærksomhed

Da han satte sig i direktørstolen, var medarbejderne allerede pressede på deres psykiske arbejdsmiljø.

- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det var en udfordring for både nye og erfarne, og vi oplevede meget stress i afdelingerne, deler Henrik Ullum.

Men så længe, der ikke var immunitet, var de langt fra færdige med at håndtere pandemien.

- Alle, der arbejdede med corona, var under stort pres. Der var korte deadlines, skiftende prioriteter, og et pres fra ledelsen der røg ned i organisationen, fortæller direktøren og forklarer, at man derfor var nødt til at hive ekstra arbejdskraft ind, hvilket dog heller ikke var uden problemer:

- Der var mange funktioner, vi skulle skalere op meget hurtigt med midlertidige ansættelser. Den slags gør, at sammenhængskraften bliver truet, og det bliver sværere at holde sammen. Det var særligt svært for dem, som blev hyret ind og gerne ville føle sig som en del af holdet.

Mens det meste af huset kørte på højtryk, var der dog en gruppe, der blev overset, og det var ikke nødvendigvis de medarbejdere, som havde mest travlt, der havde det sværest, mener direktøren:

- Der var alle dem, som ikke arbejdede med corona. De blev sendt hjem. Pludselig skulle de have hjemmearbejde uden nogen som helst opmærksomhed fra topledelsen. Det er ikke ideelt, for på den måde er vi jo stadig en almindelig arbejdsplads, der lige som mange andre virksomheder skulle have det til at fungere med arbejdsliv og privatliv. Og de gik fra at sidde med vigtige opgaver til nu at blive helt negligeret. Så vi havde nogle, som fik for meget opmærksomhed, og nogle der fik absolut ingen.

"Som at lede en hær i krig"

Henrik Ullum beskriver sig selv som en leder, der er tilgængelig og lydhør. Det indebærer for ham, at han kommer rundt i organisationen og hører og mærker, hvad der sker, for ellers mener han, der er stor fare for, at man kommer til at “sidde i direktionsbygningen og kigge på papirer”.

Der var dog ikke plads til at være den bedste leder, mens landet var i højeste beredskab. Derfor var metoderne også noget anderledes, end hvad han ellers tror på.

- Det var lidt som at lede en hær i krig. Der var ingen anden mulighed end at sige, at ”vi står i en national krise, og landet afhænger af os. Jeg ved godt, det er hårdt, men vi har kun jer at trække på”. Sikre sig, at de følte sig set, for det var ikke muligt at tage noget af trykket. Det eneste, de kunne få, var en peptalk, sukker han.

Heldigvis er situationen i dag en anden for os alle, men også for vores nationale center for forebyggelse og behandling af smitsomme sygdomme, beretter han:

- Det har været rart at få adrenalinniveauet lidt ned. Vi var under hård belastning i lang tid. Og vi skal selvfølgelig stadig beskytte danskerne og redde liv, men nu kan vi gøre det på en måde, hvor alle – uanset om de sidder med en pipette, data, jura, bygninger, breve eller økonomi – føler sig som en del af holdet. Det er vigtigt for mig, siger Henrik Ullum.

I dag er der, ifølge direktøren selv, mere normale tilstande, hvor de blandt andet fokuserer på, hvilke sundhedsmæssige udfordringer ændringerne i klimaet fører med sig. Også det interne klima i organisationen har direktørens opmærksomhed, og det kan du læse mere om i næste historie.