Hej! Jeg hedder Louise, og jeg har stress.

Jeg har haft stress i lidt over 2 år nu, måske har jeg haft det i længere tid. Men det var først for et lidt over et år siden, hvor det for alvor gik op for mig, hvad der var galt med mig. 

Jeg arbejder i en SuperBrugsen, det har jeg gjort siden 2017, og der er sket meget på den arbejdsplads og min stilling. Butikken var en Kvickly, da jeg startede ud som kassemedarbejder, så kom jeg ned på “gulvet”, som vi kalder det, og hjalp med Pålæg og Tørvare. Det var fantastisk at komme væk fra kasselinjen, da jeg havde fået nok af sidde bag kassen. Inden jeg kom til Kvickly, havde jeg arbejdet i en Aldi i ca. 4-5 år, hvor man gør alt på en gang. Så det var rart kun at skulle tænke på vareopsætning og have minimal kontakt med kunder. 

Dagen inden Danmark blev lukket ned pga. Corona fik vi at vide, at vi skulle laves om til en SuperBrugsen. I flere måneder arbejdede vi så blandt håndværkere, elektrikere og malere, mens butikken stadig blev holdt åbent, hvor kunder købte bunker af toiletpapir og gær. Det var ikke en nem tid, men vi kom igennem det. Samtidigt skiftede jeg afdelinger og fik mejeri, brød, online salg samt Frugt og Grønt (FG). 

Her begyndte jeg at blive presset på tid, fordi jeg skulle være flere steder på én gang og mange af mine opgaver havde en tidsfrist, samt jeg følte, at en del af mine kollegaer ikke tog hensyn til mig, fordi de mente, at min tid skulle bruges andre steder. Jeg havde en bestemt kollega (lad os kalde personen Mike), som var leder. Han gav mig hele tiden flere og flere opgaver, som var dumme og små. Opgaver han godt selv kunne tage sig af. 

Over tid kom jeg af med mejeri og online salg, så nu stod jeg for brød og var nr. 2 i FG. Det var en ret fed følelse at få det ansvar, jeg skulle stå for bestillinger, udstillinger og blomster. Blomster kom dog til at hænge mig ud af halsen, fordi det var et stort arbejde, som jeg ikke fik nok tid og hjælp med, plus blomster kræver meget opmærksomhed, især når det er sommer. Jeg fik hele tiden klager, og Mike blev ved med at bestille ting hjem, som jeg vidste, at vi ikke kunne sælge. Sommeren var en frustrerende tid for mig, fordi jeg blev bombarderet med dumme opgaver og blev påduttet ansvar, der ikke var mit, og fik kun hug, når det ikke var op til Mikes standard. 

Jeg begyndte at se små tegn på, at der var noget galt med mig, da jeg næsten bed hoved af vores nye souschef på hans første uge. Jeg undskyldte mange gange og sagde, det ikke lignede mig, vi fik en god samtale og et godt samarbejde. 

Jeg blev hurtigere sur og frustreret, jeg lagde mærke til, at jeg havde en slem korttids hukommelse. Jeg kunne være midt i en samtale og blive i tvivl om, hvad vi snakkede om, så jeg blev nødt til at starte forfra. Jeg havde ikke noget overskud i hjemmet til noget, og bare små ting som at gå ud med affald kunne få min verden til falde sammen. Jeg havde rigtig svært ved at åbne op til folk om, hvad der var galt, for jeg havde ikke overskuddet og tålmodigheden til at prøve at forklare mig, hvad der skete i min hverdag. Jeg blev også frustreret og ked af det, når man så ikke forstod mig. Sommetider stoppede jeg med at forklare ting, for de negative følelser overtog de positive, så det var bare nemmere at tie stille. Det var mere behageligt at være tom for nogen følelser, altså helt neutral. Jeg hang bare og havde ikke mange meninger, for hvad nytter det? De positive følelser varede jo kun i kort tid, og de negative kunne ødelægge en hel dag. Så det var bare nemmest at lukke alt ude.

På arbejdet prøvede jeg bare at komme igennem dagen og nå alle mine opgave plus de ekstra, fordi det gør en god kollega, hvis jeg halter bagud, så er der jo en anden der skal udføre min opgave og hvad nu hvis de ikke gør det præcis som jeg vil have det? Det gik ikke alt skulle være i høj standard, min standard.  Når jeg kom hjem, lagde jeg mig i min seng ventede, til at jeg skulle spise, for så at gå i seng igen og starte en ny dag dagen efter. Jeg havde ikke meget at se frem til i min hverdag, og jeg gjorde heller ikke meget for det, jeg havde ingen overskud. Jeg gjorde mit bedste for at gå ture med hunden og underholde mig med at spille og se film/serier. Men helst ville jeg bare gerne lades være i fred i min seng, under dynen. Når jeg så kom til weekenderne, livede jeg mere op og var sammen med folk, men heller ikke for længe, for det kunne hurtig blive for meget. Jeg tænker, at jeg har været en meget svær datter/veninde at have, jeg er meget taknemmelige for de venner og familie jeg har.

Noget ændrede sig under nedlukningen. Da mange af os på arbejdet ikke kunne mødes med vores normale venner, valgte vi at tage sagen i egen hånd. Vi var en lille flok på 2-4 personer, der mødtes efter arbejde og i weekender for at gå ture rundt i naturen. Her blev jeg tæt med nogle af mine kollegaer, og over nedlukningen begyndte jeg at åbne mig mere op for dem. De var og er meget tålmodige med mig, også før vi vidste, hvad der var galt. 

Dog knækkede min film i starten af 2022 over noget smør. Jep, noget så simpelt som smør fik mig til at knække helt sammen. Jeg havde lige kommet af med mejeriafdelingen for at være mere i Grøntafdelingen. Mine kollega, som havde overtaget Mejeriet, havde fyldt et kølerkar op med smør, men det var det smør med den forkerte dato. Jeg begyndte at hyperventilere, da jeg så det, og tårerne trillede ned ad kinderne. Jeg løb ud af butikken og satte mig på en trappe der er fjern fra kunderne. Tårerne stod ud, og jeg hulkede og hulkede. En af mine søde kollager blev gjort opmærksom på, at jeg sad og græd på trappen, hun kom ud til mig for at finde ud af, hvad der var sket, men det eneste jeg kunne sige var, “jeg kan ikke mere”, om og om og om igen. Hun fik fat i min uddeler, og vi fik en kort snak, hvor han sendte mig hjem på en uges ferie og aftalte med mig, at han ville lette presset fra mine skuldre. 

Efter at være faldet lidt til ro og efter en snak med min mor, kontaktede jeg min læge, og vi havde flere samtaler i ca. 6-7 måneder. 

Nu skal I holde fast, for en ulykke kommer sjældent alene. 2022 var et vildt år for mig både mentalt og fysisk. Jeg fik fjernet en cyste, hvor jeg havde nedsat arbejdstid, og det var en af de bedste ting, der skete for mig! Alt ansvar blev taget væk fra mine skuldre, og alle fik at vide, at jeg kun havde en opgave på arbejdet, når jeg var der. Det kom fra uddeleren, så Mike kunne ikke gøre noget. Jeg fik også lov til gå hjem, når det blev for meget. 

I den tid fandt jeg ud af, hvor meget støtte jeg havde fra arbejdspladsen, venner og familie. Jeg har en lille Jack Russell-blanding som er meget aktiv, og alle stod klar til at lufte og underholde hende, når jeg ikke kunne. Og hvis jeg bare havde brug for at komme af med mine frustrationer, så var de der. Det tog mig ca. 1 ½ måned at komme på benene igen, hvor jeg stille og rolig gik op til fuldtid igen.

Under den tid deltog jeg også i HK’s stress konference, da jeg er AMR i min butik. Det tog ikke lang tid, før der gik et lys op for mig.  JEG HAR STRESS! Jeg kunne se mig selv i alt det, de snakkede om; ingen overskud, lettere irritabel osv. Det var underligt at sidde i en forsamling, hvor vi talte om et meget vigtigt emne, og så blive klar over, at jeg er en del af den udsatte målgruppe. Jeg turde heller ikke at sige noget om min nyfundne åbenbaring, for hvad ville der så ske? Vi snakkede meget om at stress ikke er en tabu, men alligevel der følte jeg, at jeg og min arbejdsplads ville blive dømt, hvis jeg sagde, at jeg havde stress, for jeg har jo en god arbejdsplads... Ikke? (Fremtidige mig: Jo, jo det har du, bare rolig!)

Da jeg kom hjem igen, gik jeg direkte til min Uddeler og sagde: “Jeg har stress, hvad gør vi?”. Han nikkede og var enig, tegnene var der, og nu skulle der handles. Så vi aftalte, at jeg ikke måtte få for meget på mine skuldre, og samtidig blev vi også enige om, at jeg skulle have en person, jeg altid kunne gå til. I forvejen gik jeg allerede til min søde kollega Helle, hvis jeg var frustreret, havde brug for råd eller bare havde brug for et kram. (Det havde jeg tit, og hun giver den bedste krammer.) Den dag i dag giver vi stadig hinanden morgenkrammer og vi spiser for det meste frokost sammen. Det værdsætter jeg meget. 

Helle, som giver de bedste krammere

Min situation blev sagt til næste dags morgenmøde og der blev planlagt nye arbejdsrutiner for mig, så jeg ikke blev overbelastet. Det gik rigtig fint i starten, men med tiden, hvor jeg faldt mere til ro, så begyndte Mike igen at give mig dumme opgaver, som han nemt selv kunne lave. Der var et skænderi mellem os, og vi holdt os fra hinanden, indtil vi glattede det ud. Men det var skønt med mindre ansvar.

Siden jeg gik til lægen og snakkede med Helle og andre tætte kollegaer om mine sager, begyndte jeg også at åbne mere op og undlod at holde mine følelser inde; havde jeg en dårlig dag så gav jeg udtryk for det. Spurgte folk mig, hvordan det gik, så svarede jeg ærligt i stedet for at sige, at alt gik fint. Jeg åbnede også mere op til min familie, og var også mere ærlig over for mig selv. Det hjalp også meget på, at jeg ikke gemte mig under dynen, når jeg kom hjem fra arbejde. Min far, som prøver så godt han kan at forstå mig, sagde til mig, at jeg skulle stoppe med at gå så meget i natbukser, når jeg kom hjem. Og det hjalp en del på at komme ud og gå ture, for så var jeg klar og skulle ikke tænke på det ekstra skridt at tage almindelige bukser på. Det kunne godt stoppe min lyst til at komme ud.

Accepter, at du har stress, og vær ærlig over for andre og dig selv, det hjælper utrolig meget. Du skal ikke holde det skjult, det hjælper ikke nogen og især ikke en selv. 
Så skulle jeg genhuses i en anden lejlighed pga. ombygning. Jeg var så heldig, at min mor overtog alt med papirarbejde og alle de ting der virkede for overvældende. Hun var så tålmodig med mig, især når jeg bare havde brug for at ligge under dynen, før jeg tog en stor beslutning.  Hun hjælper mig stadig i dag med sådanne sager, men jeg trækker lige vejret og måske går en tur for at tænke over det i stedet.  

Jeg fejrede min 30-års fødselsdag med min kusine, hvor vi var på kirkerundfart i Lemvig. Jeg krævede ikke det vilde. 

Cysten kom tilbage 1 måned efter min fødselsdag, og jeg blev indlagt med det samme. Denne gang tog det kun mig 2-3 uger om at være fuldt tilbage på arbejdet. Jeg havde fået noget af min glæde igen, og jeg vidste, hvor meget støtte jeg havde fra kollegaer og venner. OG SÅ en oktoberdag, da jeg lige havde kort stået og joket med min uddeler, kom der en glædesgnist inde i kroppen. Jeg blev helt varm, og jeg kom i helt godt humør og kunne ikke lade være med at smile, et rigtig smil, der kan mærkes helt nede i maven. Det var et godt tegn i den rigtige retning. Jeg kunne også langsomt begynde at genkende mit eget spejlbillede igen, det var ikke bare to tomme øjne, der kiggede tilbage, men et lys der brændte småt.

Mike stoppede brat en mandag, og tågen forsvandt. Alle sagde, at jeg lyste op, og min uddeler sagde, at han kunne se den gamle Louise i øjnene igen. Vi var alle nok klar over, at Mike var skyld i mit stress, for det var vedkommende, der blev ved med at give mig de dumme opgaver her og der, mens vedkommende ikke selv lavede så meget, jo han tog en smøg eller drak kaffe på kontoret. Der kom sjælden,t ros fra Mike, det var altid “Hvorfor er I ikke færdige endnu” eller “Kan du ikke lige gøre det her, du er jo så god til det her”. Hvis nogen nogensinde siger “Men du er jo så god til det” til dig, så vend om og gå, de vil bare ikke selv udføre opgaven.

Jeg begyndte at få mere overskud på arbejdet og i hverdagen derhjemme, jeg begyndte til banko og at hjælpe folk med ting, som jeg ikke kunne overskue før. Jeg begyndte at lege mere med min hund og gå længere ture med hende. Rengøringen i hjemmet var heller ikke så krævende længere, og jeg begyndte at invitere min familie til aftensmad. Den lille gruppe, som jeg var ude og gå med, blev til en lille spiseklub om tirsdagen. Overskuddet til at besøge og få besøg af venner kom tilbage, og jeg nød at have dem på besøg. Når det er sagt, ja jeg træt efter hver begivenhed, men hold nu op, hvor er det skønt at have en god fornemmelse i maven og gå træt i seng, fordi man er træt i kroppen og ikke hoved og sjælen. Jeg smiler igen, og min latter er tilbage, så det gør helt ondt i maven. 

Jeg hedder Louise, jeg er 31 år. Jeg har stadig stress, jeg takler stadig svære perioder, og jeg kan stadig blive væltet af pinden, men jeg skal nok rejse mig op igen. Jeg kender min styrke, og jeg ved, hvornår jeg skal række ud efter hjælp. Samtalerne med lægen er stoppet, men Helle og jeg giver troligt hinanden morgenkrammer. Jeg er stadig ærlig, når jeg har en dårlig dag. Jeg har lært, at stress ikke kun vælter en person psykisk men også fysisk. Jeg har lige haft en episode, hvor hele korthuset væltede, og nu døjer jeg med forstyrrende følelsessans i fødderne. Et andet tydeligt tegn på stress er en vibrerende nerve ved øjet. 

Når alt det er sagt, så er en god og åben kommunikation med familie, venner og kollegaer noget af det bedste at have for at komme igennem processen. Accept af ens situation er også vigtig, du kan ikke begyndte på healing, hvis du ikke har accepteret, at du fejler noget. 

Læg mærke til de forskellige tegn, irritation, søvnmangel, dårlig selvtillid, korttidshukommelse og koncentrationsbesvær. Lyt til kroppen, den ved bedst. Tag imod den hjælp, folk giver dig. Vær ikke flov over din situation. Ta’ ferie/fridage, når det begynder at presse på. Kom ud i naturen og nyd roen. Giv dig selv lov til at koble fra og smid benene op, opvasken og vasketøjet tager ikke skade at vente lidt.

Opgiv ikke kampen, glædesgnisten skal nok komme igen. Pas på dig selv! Du er vigtig.