Repræsentanter fra alle 4 afdelingssektorer var mandag aften mødt op til årets repræsentantskabsgeneralforsamling, som i år blev afholdt på ZBC i Roskilde.
Formandsposten og revisorposten var i år på valg.
Estrid Husen, som har stået i spidsen for HK Sjælland siden 2018, stillede sig til rådighed for endnu en toårig periode og blev genvalgt.
I den kommende periode vil Estrid Husen lægge yderligere vægt på:
- Arbejdet for ligestilling mellem kønnene på arbejdsmarkedet.
- Oplysning, forebyggelse og anerkendelse af alvoren bag arbejdsrelateret stress.
- Styrkelse af fagbevægelsen ved at flere får lyst til at være en del af fællesskabet.
Susanne Winther-Nielsen blev også valgt for endnu en toårig periode som HK Sjællands revisor.

Estrid Husen fremlagde afdelingsbestyrelsens beretning for 2023.
Fokus på forandring
I afdelingsbestyrelsens beretning fremhævede Estrid Husen blandt andet arbejdet med at sikre en bæredygtig fagforening.
Der vil komme forandringer de næste par år – heriblandt et mere strømlinet kontingent for alle medlemmer i HK, som skal være lettere at kommunikere til potentielle medlemmer og administrere.
Udrulningen af det nye kontingent er endnu ikke på plads, men det forventes at træde i kraft inden for det næste år.

De fire afdelingssektorformænd fortalte også om, hvad der rører sig på deres respektive områder. Her er det Lasse Thorn, formand for HK Privat Sjælland, på talerstolen.
Flere arbejdsskader skal frem i lyset
Et andet fokus i beretningen var afdelingens arbejde med faglige og juridiske sager – samt arbejdsskadesager, som vi skal blive endnu bedre til at få frem i lyset.
- Det er ikke altid, at medlemmer, der får en arbejdsskade, er bevidste om, at de skal anmelde sagen. En arbejdsskade er alle skader, som man pådrager sig, når man arbejder. Skader kan både være fysiske og psykiske. Det er meget vigtigt, at man også er obs på at anmelde psykiske sygdomme og skader, da disse også kan anerkendes som arbejdsskader, sagde Estrid Husen, da hun fremlagde beretningen.
Vil du vide mere om arbejdsskader? Læs mere her
Det fik HK Sjælland hjem til medlemmerne
Organisering på Femern
Som afslutning på generalforsamlingen gav Niclas Rasmussen, faglig konsulent i HK Sjælland, et spændende indblik i, hvordan organiseringsarbejdet på Femern foregår.
Det er nemlig en udfordring at organisere 2.800 ansatte, hvor en stor del ikke taler dansk eller engelsk. Men flere fagforeninger er gået sammen og arbejder ihærdigt for at organisere og forebygge social dumping på det store byggeri.
Vil du vide mere om Niclas Rasmussens arbejde på Femern? Læs mere her