Foto: Mille Redanz

Fem af HK Handels tillidsrepræsentanter har været i Ghana. Foto: Mille Redanz.

Med temperaturer på minimum 30 graders varme, heftige regnsæsoner og nogle af verdens største kakaoplantager, kunne den lille delegation af fem tillidsrepræsentanter ikke være mere på udebane, da de for kort tid siden befandt sig i det vestafrikanske land Ghana.

Her har de tilbragt en uge i landets hovedstad Accra, hvor de blandt andet har skulle følge og understøtte et udviklingsprojekt for ghanesiske markedshandlere på det såkaldte Mallam Atta marked.

Solidaritetsstøtten er bl.a. med til at sikre bedre hygiejnefaciliteter samt uddanne de markedshandlende i bl.a. vareoptælling, regnskab, mobilbetaling og kundeservice.

- Det har været en fantastisk oplevelse at følge det her projekt og se, hvordan det er med til at gøre en kæmpe forskel for de småhandlende på markedet, siger Brian Bryde, der er tillidsrepræsentant og ansat som IT-supporter i webshoppen MED24.

Samme udfordringer

Det er HK Handel der via Ulandssekretariatet har arrangeret turen og ydet støtte til projektet. Solidaritetsstøtten er bl.a. med til at sikre bedre hygiejnefaciliteter samt uddanne de markedshandlende i bl.a. vareoptælling, regnskab, mobilbetaling og kundeservice.

- Kurserne har hjulpet mig meget, siger Martha Nkrumah, der er en af de markedshandlere, der har en stand på Mallam Atta Markedet.

Hun fortæller også, hvordan hun har fået øget fokus på kundeservice og har lært at arrangere varerne i butikken på en mere indbydende måde, som tiltrækker kunderne. Men endnu vigtigere, har hun lært, hvordan hun løbende holder styr på sin lagerbeholdning.

Sammen med andre småhandlende på Mallam Atta Markedet er Martha Nrumah en del af foreningen Shop Owners and Vendors Association of Ghana (SOAVA-GH), som er affilieret med hovedorganisationen TUC Ghana og i dag tæller 300 medlemmer, som står sammen om at kæmpe for bedre vilkår for de markedshandlende.

Det er Hovedorganisationen TUC, der har været med til at istandsætte kurserne.

- Det har været virkelig spændende at møde og høre om de udfordringer, markedshandlerne og deres fagforening står med. For selvom der er langt imellem Ghana og Danmark, er det nogle af de samme udfordringer, vi har herhjemme, siger Tanja Gram Engkjær, der til daglig arbejder som salgsassistent i Magasin Aarhus.

Fokus på børnearbejde

Undervejs på turen har deltagerne også mødt Jonani Kwekuvi, der som barn arbejdede inden for fiskeindustrien.

Og selvom Danmark ikke er storimportør af fisk fra Ghana, er det alligevel et møde, der har gjort et stort indtryk på deltagerne.

- For jeg ved jo godt, at nogle af de varer, vi kan købe i danske supermarkeder, højst sandsynligt bliver produceret af børnearbejdere, siger Connie Steffensen, der arbejder i Kvickly på Nørrebro.

Hun peger blandt andet på kakaoindustrien og palmeolieproduktionen, hvor børnearbejde også er et udbredt problem, og hvor varerne i langt højere grad finder vej til de danske supermarkedshylder.

- Det har virkelig været en øjenåbner at høre, hvordan et liv med børnearbejde påvirker et menneske, og jeg tror, at vi alle er kommet hjem med en større forståelse for, hvor vigtigt det er, at vi tænker i social bæredygtighed, når det kommer til de varer, vi både sælger og køber, siger hun.

Solidaritet på tværs af landegrænser

For HK Handel har det været vigtigt at bruge projektet som en løftestang til at vise, at solidaritet i fagbevægelsen kan være med til at fremme rettigheder og muligheder på tværs af landegrænser.

- Solidaritet er en del af fagbevægelsens DNA, og den stopper altså ikke kun ved Danmarks grænser. Vi er sat i verden for at hjælpe lønmodtagerne og sikre deres rettigheder. Det ønsker vi både for vores danske kolleger, men også alle vores kolleger, der befinder sig rundt omkring i verden, siger formand for HK Handel, Mette Høgh.

Ghana 2024. Foto: Mille Redanz.

Ghana 2024. Foto: Mille Redanz.