Der findes en lov i Danmark, der sikrer lige løn for lige arbejde – uanset køn. Alligevel viser statistikker igen og igen, at der er en betydelig lønforskel mellem mænd og kvinder.
En undersøgelse udført af HK i samarbejde med VIVE i 2023 viste, at mandlige funktionærer inden for det private område i gennemsnit tjener 20 procent mere end deres kvindelige kolleger. Af denne lønforskel kan hele 10,7 procent ikke forklares ved, at kvinder for eksempel tager længere barsel, arbejder mindre eller sidder i stillinger, der aflønnes lavere.
Se undersøgelsen om lønforskelle mellem mandlige og kvindelige funktionærer her
Kan vi lære noget af hinanden?
Forskellen på lønnen rejser vigtige spørgsmål om ligestilling på arbejdspladsen: Hvad skyldes uligheden? Hvordan håndterer forskellige arbejdspladser problematikken, og hvad kan vi lære af hinanden?
Disse spørgsmål har motiveret Anitta Kristensen, uddannelseskonsulent og fællestillidsrepræsentant i Banedanmark, til at engagere sig i HK Sjællands ligestillingsudvalg.
- Jeg er nysgerrig på, hvordan det ser ud på andre arbejdspladser. Er det et generelt problem i HK? Jeg ved ikke så meget om det, og derfor er jeg gået med i udvalget for at blive klogere, siger Anitta Kristensen og fortsætter:
- På min egen arbejdsplads oplever jeg ikke stor uretfærdighed, men jeg vil gerne undersøge, om det er tilfældet andre steder i HK.
Udvalg kan sætte spot på blinde vinkler
Banedanmark har 3000 medarbejdere, heraf er 1263 ansat på en HK-overenskomst.
De har et stærkt fokus på ligestilling, blandt andet gennem samarbejdsudvalget, hvor der er fokus på koncernens egne tal inden for ligestilling – for eksempel hvor mange mandlige og kvindelige ledere, der er ansat.
Banedanmark har også ansat en mangfoldighedskonsulent, der blandt andet afholder frokostmøder om inkluderende kultur og ligestilling for alle medarbejdere.
- Jeg håber at kunne bidrage med erfaringer fra min egen hverdag, hvor jeg oplever, at det fungerer godt. Hvis andre har problemer, kan jeg måske dele nogle positive eksempler og samtidig blive klogere på, om der findes forskelsbehandling på min egen arbejdsplads, fortæller Anitta Kristensen.

Anitta Kristensen håber, at flere vil være med i udvalget, så flere kan dele deres erfaringer med ligestilling på arbejdspladsen.
Uretfærdigt med lønforskelle
Anitta Kristensen har arbejdet i Banedanmark siden 1986, hvor hun uddannede sig til trafikleder. I 1988 blev hun valgt til lokal TR i Nordjylland. Siden har hun haft forskellige roller på den statslige arbejdsplads, som styrer togtrafikken i landet.
Efter en udflytning fra København endte hun i Ringsted, hvor hun er fællestillidsrepræsentant for alle dagmedarbejdere under HK-overenskomsten i Banedanmark.
- Jeg synes, at det er tankevækkende, at vi kvinder skal holde op med at arbejde fra midten af november, for så er vi ikke betalt for mere, hvis vi skal sammenligne os med mændene. Det er fuldstændigt urimeligt, at vi skal have mindre i løn, bare fordi vi er kvinder. Retfærdighed er afgørende, og jeg tror, det handler om at sikre, at alle vurderes ud fra de samme kriterier, siger hun.
Hun håber, at flere medlemmer af HK Sjælland vil være med i udvalget, så HK kan blive endnu skarpere på, hvilke problemstillinger de skal tage op.
- HK har brug for at høre, hvad det er for nogle problemstillinger, som HK’erne har. Derfor er det supervigtigt, at der er nogen, som kommer ind og har nogle inputs, og som er nysgerrige. Vi skal sammen finde ud af, hvad HK’erne har brug for, siger Anitta Kristensen.
Vil du være med i HK Sjællands ligestillingsudvalg?
Ligestillingsudvalget er åbent for alle medlemmer. Vi mødes cirka 4 gange årligt.
HK Sjællands ligestillingsudvalg arbejder med afsæt i FN’s Verdensmål 5, som er opnåelse af ligestilling mellem kønnene, og styrkelse af kvinder og pigers rettigheder og muligheder.
Ligestillingsudvalget arbejder med at:
- Identificere barrierer for ligestilling på arbejdspladsen og arbejde med dem politisk
- Udvikle initiativer til vores medlemmer, der fremmer oplysning om ligestilling
- Være med til at skabe en kultur, hvor diversitet og inklusion er i fokus
Næste møde er den 23. september kl. 17, Hersegade 13, Roskilde.
Tilmelding: Du kan tilmelde dig ved Estrid Husen på mail: estrid.husen@hk.dk eller tlf. 6122 7423
Der vil være mad til mødet, og transportudgifter dækkes af HK.