Det er okay ikke at kunne nå alt

Katrine Schou-Bundgaard havde ikke de store forventninger til SAK-uddannelsen, men hun er virkelig blevet positivt overrasket. Foto: Michael Drost-Hansen

Katrine Schou-Bundgaard er en del af SAK-studerendes Landsudvalg. Du kan læse mere om udvalget - og skrive til dem - HER

- Jeg vidste godt, at studiestarten ville være rimelig rocky. Mange frustrationer, ord man ikke forstår og følelsen af, at man skal vide ti gange mere, end man i virkeligheden gør. Fra dag ét. Så jeg havde faktisk ikke de store forventninger, fortæller Katrine Schou-Bundgaard, der er 28 år gammel og læser på 3. semester på sundhedsadministrativ koordinator-uddannelsen (SAK).

Efter ti år som SOSU-hjælper følte Katrine Schou-Bundgaard, at det var tid til forandring. Omsorgsarbejdet var begyndt at slide på hende, og hun havde fået øjnene op for de mange administrative opgaver, der også er en del af sundhedssektoren. Hun bemærkede ofte, hvor udfordrende det kunne være for patienter at blive udskrevet fra sygehuset til hjemmeplejen, og der ville hun gerne bidrage.

- Jeg blev tiltrukket af uddannelsen, fordi den fokuserer på at koordinere mellem hospital og hjemmepleje, regioner og kommuner. Jeg kunne se, at udskrivelserne fra sygehus til hjemmepleje var både svære og mangelfulde, og der ville jeg virkelig kunne gøre en forskel, forklarer Katrine Schou-Bundgaard.

Angstprovokerende

Selvom hun havde masser af erhvervserfaring, husker hun alligevel sin studiestart som angstprovokerende. Uddannelsen var ny, og hun kendte ingen af sine medstuderende.

Aldersgennemsnittet på omkring 35 år gjorde, at der var en stor spredning i livssituationer, fra unge i start 20’erne til folk i 50’erne med børn, der var flyttet hjemmefra. Trods dette har de studerende opbygget et stærkt sammenhold.

- Uddannelsen har virkelig overrasket mig positivt. Det sociale har udviklet sig meget, og vi har et godt fællesskab i klassen, hvor alle er velkomne, uanset hvor i livet de er, fortæller hun.

Katrine Schou-Bundgaard har lært at sænke sine krav til sig selv og acceptere, at det er okay ikke at vide alt fra starten.

- Fagligt har jeg lært utroligt meget, og personligt er jeg blevet mere åben og udadvendt. Jeg har indset, at det er okay ikke at kunne nå alt og at søge hjælp, når det er nødvendigt, forklarer hun.

Katrine drømmer om at arbejde i en koordinerende rolle, hvor hun kan gøre en forskel for patienterne gennem hele deres behandlingsforløb.

Arbejdspladsen eksisterer ikke endnu – men hun forestiller sig et hus for sig selv med andre sundhedsadministrative koordinatorer, hvor kommuner og regioner kan tilkøbe ydelser. Der skal være én primær koordinator, der kender til den enkelte borgers sygdomsforløb. Det er helt sikkert den koordinerende rolle, hun brænder for.