35-årige Sandra Lindgren afløste Kate Kengen som formand for HK Danmarks Domstole den 21. november 2024. Foto: Tomas Bertelsen.
Hvordan begyndte dit faglige engagement?
- HK-klubben i Københavns Byret manglede en kontaktperson, så jeg meldte mig under fanerne. Jeg har altid været den type, der melder mig til de ting, jeg kan komme til. Ja, faktisk så meget, som jeg kan, for jeg synes, det er spændende at være med dér, hvor det sker. Så manglede der også en næstformand i HK-klubben, så det meldte jeg mig også til. Det fandt jeg mig godt tilpas i, og med tiden inddragede Kate Kengen mig mere og mere, og det voksede på mig.
Hvad var det, der fangede dig?
- Det skyldes nok min store retfærdighedssans. Hvis jeg kan kæmpe for, at vi som faggruppe kan blive hørt de rigtige steder, så holder jeg mig ikke tilbage. Og det gælder ikke kun i arbejdsrelaterede fællesskaber, men generelt. Jeg kan ikke lade være med at engagere mig. Faktisk har jeg fået forbud mod at engagere mig i flere ting af min mand. Jeg er med i alle kontaktforældregrupper på mine børns skoler, festudvalg og fritidsinteresser, så grundejerforeningen og skolebestyrelsen holder jeg mig ude af.
Hvorfor ville du gerne være formand for Landsklubben?
- Landsklubben spiller en helt central rolle for os HK’ere ved domstolene. Jeg fik lov til at snuse til det som suppleant, i takt med at Kate involverede mig. Det tiltaler mig at være repræsentant for mine kolleger, og at vi fortsat har indflydelse på det store billede på domstolenes område. Det er det vigtigste for mig.
- Derudover så jeg det også som en god udfordring for mit arbejdsliv, og så endda indenfor et felt, der er vigtigt for mig og mine kolleger. Samarbejdet med de andre faggrupper og alle de mennesker, man møder, og de udfordringer og beretninger, man hører fra de forskellige retter på tværs af landet, er spændende at få indsigt i. På den måde får man et andet perspektiv med sig, så man ikke kun sidder i sin egen lille boble.
Hvad har du gjort dig af tanker om at gå fra at være menig HK’er til formand?
- At jeg vil bevare det sociale fællesskab med mine kolleger. Det er også for at have følingen med, hvad der foregår på arbejdspladsen, for det skal jeg i endnu højere grad have nu, ikke bare lokalt, men også for mine kolleger ude i landet. Det er mit mål, at jeg vil komme meget rundt, danne netværk og relationer og få indspark til, hvad det er for nogle ting, jeg og landsklubben skal arbejde for.
Hvordan er det ikke længere at have de opgaver, du havde før?
- Det er ambivalent, for jeg elskede mit arbejde. På den anden side var jeg nok også nået til et punkt, hvor der ikke var så meget mere nyt at prøve. Jeg har dog fået lov til at hjælpe til, hvis kalenderen tillader det. Det er noget, jeg har insisteret på, for det er vigtigt at have fingrene nede i maskinrummet og bevare følingen med, hvad der rør sig på arbejdspladsen. Og så vil jeg heller ikke miste de kompetencer, jeg har opbygget. Så når der er tid og behov for det, går jeg med i retten eller tager en tur i dommervagten.
Hvad har været det sværeste indtil videre som ny formand?
- Det har helt klart været at skabe overblik over alle mine nye arbejdsopgaver. Det er en stor omvæltning at gå fra at være hende, der ved det hele og lærer andre op, til selv at skulle tilrettelægge arbejdet. Selvom jeg til dels har været vant til selv at tilrettelægge dagene, er det en ny måde at arbejde på og finde de rette prioriteringer.
- Der er mange nye mennesker at forholde sig til, og hvem skal man lige rette henvendelse til og hvornår. Så er der også mine egne forventninger til mig selv, for jeg vil jo gerne have, at mine HK-kolleger synes, at jeg gør en forskel for dem.
- Indimellem har jeg følt mig lidt på bar bund, men det er mest mine egne forventninger til mig selv, der kan presse mig, for alle har været virkelig søde og taget godt imod mig.
Hvad har overrasket dig mest i den første tid som formand?
- Antallet af møder, og hvor hurtigt at min kalender bliver fyldt. Normalt er det jo mig, der booker andres kalendere. Så jo, det er det her med at finde balancen og sætte tid af til at forberede mig ordentligt til møderne og samtidig navigere i tiden, for det er ofte en slags usynligt arbejde for andre.
Den første tid i formandsstolen har været ...
- God, men der har været meget at lande i. Dog er det klart det positive, der vejer mest. Jeg skal lige lære at finde hoved og hale, dels i nogle praktiske ting og i nogle arbejdsgange, hvor jeg lige skal finde ud af, hvem jeg skal række ud til ved behov. Der har jeg kunnet læne mig godt opad Kate, som stadig er i huset, og som jeg har spurgt til råds her i den første tid.
- Det har også været hektisk, for der har både været noget at se til lokalt og ude omkring i landet. Nu står jeg foran at skulle arrangere en bestyrelseskonference, og det har jeg ikke lige prøvet før. Men hver dag er jeg gået hjem med følelsen af, at det var en ny sejr, hvor jeg kom i mål, så alt i alt har det været fedt og spændende.
Selv om formandskalenderen er travl, så insisterer Sandra på at bevare det sociale fællesskab med kollegerne og at tage en tur i dommervagten fra tid til anden. Foto: Tomas Bertelsen.