Tæm dit indre egodyr

Tør man se sit indre egodyr i øjnene, kan vi sammen blive klogere, trives bedre og bruge vores fælles tid og ressourcer mere meningsfuldt, mener psykolog, foredragsholder og forfatter Henrik Tingleff. Foto: Simone Lilmoes/Gyldendal

Egodyret bor i os alle. Det er et evolutionært instinkt, der driver os i jagten på anerkendelse, magt og succes. Det er nemt at spotte et egodyr. Det er hende, der taler mest og højest og ofte afbryder andre ved bordet. Det er ham, der forsvarer sit territorie i forsøget på at opnå status. Og det er kolleger, der går hurtigt og højlydt rundt med store bunker papirer på kontoret og lykkes med at udsende et signal om, at de er placeret højere i hierarkiet, end de faktisk er.

Vi søger fællesskaber og tryghed i flokken og vil hinanden det bedste. Men indimellem vil vi os selv det lidt bedre. Og det er ofte på bekostning af fællesskabet, forklarer psykolog, foredragsholder og forfatter Henrik Tingleff i sin nye bog ”Egodyr – Hvorfor din stræben efter succes fører til fælles fiasko”.

- Af natur har vi behov for at høre til i flokken. Men i det øjeblik vi ved, at nu er jeg en del af flokken, nu er min overlevelse og mine basale behov sikret, så begynder vi at orientere os opad i flokken. Op, hvor der er lidt større indflydelse, lidt flere ressourcer og lidt højere status. Det er det, som jeg kalder egodyret. Når vi er kommet op i hierarkiet, behøver vi faktisk ikke at udvise nærvær, omsorg og forståelse for andre for at få lov til at blive i flokken, for der bliver lyttet til os alligevel. Og det er jo en dybt tragisk udvikling, men det er ikke desto mindre det, som forskning har vist os igen og igen, siger han.

Viden går tabt

Henrik Tingleffs budskab er en reminder til os alle sammen om at være opmærksom på, hvad det er for nogle strategier, vi benytter for at pleje vores karriere. For på et eller andet tidspunkt ødelægger vi det fundament, som vi i virkeligheden står på. Og det er fællesskabet.

Hvis egodyret får lov til at råde, har det store konsekvenser, påpeger Henrik Tingleff. Når vi lader os narre af statusmarkører, giver vi magten og indflydelsen til de forkerte, nemlig dem, der er stærkest, og som råber højest. Når vi er territoriale og forsvarer vores egne synspunkter, er der en masse viden, der går tabt. Og der er en masse erfaring, der ikke bliver udnyttet.

Ifølge psykologen bliver vi for dårlige til at lytte til hinanden, fordi det bliver vigtigere for os at forsvare vores eget territorie end at lære nyt.

- Vi går simpelthen i territorieforsvar. Vi lytter ikke til det, som kollegaen, medarbejderen fra det andet team eller den unge medarbejder kommer og fortæller. Så vi bruger en masse kræfter på at hævde os selv og pille andres synspunkter ned. I stedet kunne vi jo lytte, for det kunne da godt være, at kollegaen havde en meget smartere måde at gøre det på end mig, og at vi begge kunne få noget godt ud af det, forklarer Henrik Tingleff.

Han indrømmer, at han selv er et egodyr, der gerne vil være det særlige dyr på savannen. Fx når han holder foredrag, kan han ikke sige sig fra at gå op i, om tilhørerne grinede, om klapsalverne var høje, og om der efterfølgende blev delt gode billeder af ham på de sociale medier.

Trivslen lider

Hvis vi markedsfører os selv så voldsomt, som egodyret har lyst til, kommer vi til at bruge for meget tid på uhensigtsmæssige ting, lyder det fra Henrik Tingleff.

- Vi markerer os, stiller kritiske spørgsmål, sukker højt og ruller med øjnene, når andre taler, laver intriger, skriver kritiske e-mails osv. Vi bruger en masse tid på at pisse territoriet af i stedet for at bruge tiden på kerneopgaven. Det kræver jo ikke en eksamen i klinisk psykologi at regne ud, at hvis vi bruger vores tid og energi på magtkampe og konflikter, så har det jo i sidste ende stor betydning for vores trivsel, fremhæver han.

Det er nødvendigt at være mere opmærksom på de omkostninger, det har, hvis vi hele tiden kæmper om status, påpeger han i sin nye bog. Det vil være til alles bedste, hvis vi i stedet roser hinanden lidt mere.

- Jeg har kun status, hvis du giver mig den. Du har kun status, hvis jeg giver dig den. Vi skal være bedre til bare at give hinanden noget status, for når vi ikke kæmper om status, så aftager denne her kamp. Det allervigtigste er at erkende, at man er født med et indre egodyr. Hvis vi forstår, hvornår vi skal forsøge at tøjle det og holde det tilbage, kan vi undgå, at vores stræben efter personlig succes fører til fælles fiasko, understreger han.