Må chefen ringe til dig i din ferie

”Hej, det er din chef. Jeg ved godt, at du har ferie, det er bare fordi, jeg kan ikke finde det der dokument, du ved nok…”

Det der, det må din chef ikke. Så kort kan det siges, lyder det fra HK Privats advokat Klara Hoffritz.

- Din chef har ingen ret til at kontakte dig i din ferie eller annullere en allerede påbegyndt ferie, siger hun.

Så hvis din chef ringer, sms’er eller mailer til dig, mens du holder ferie, så de kan bede dig om lige at gøre den her ene lille ting, så skal de nok lade dig komme tilbage til strandstolen/vandrestien/ukrudtet i sommerhuset, så er du faktisk i din gode ret til at sige nej. Faktisk er du i din gode ret til slet ikke at svare.

Heller ikke selvom chefen ringer eller skriver på din arbejdsgiverbetalte telefon.

- Efterhånden har rigtig mange en arbejdsgiverbetalt telefon. Lad den ligge på arbejdet eller sluk den, når du tager på ferie. Ferien er skabt til, at du kan koble af og lade op, siger Klara Hoffritz.

Hvis du tager telefonen

Men du kan jo, som Klara Hoffritz siger, vælge at svare din chef og gøre, som han eller hun beder dig om. Det står dig frit for – og der kan jo være situationer, hvor du vurderer, at det er den bedste fremgangsmåde.

Men i så fald, understreger hun, har du stadig rettigheder.

- Hvis du tager en opgave i din ferie, så skal du sørge for at lave en aftale om erstatningsferie, inden du går i gang med opgaven. Det er i strid med ferieloven at arbejde, mens man holder ferie, så det er vigtigt, at I aftaler, at du afbryder din ferie og genoptager den på et senere tidspunkt, siger hun.

Hun anbefaler, at du får en klar aftale om, hvor mange dage, du skal have erstattet, og at I får dem i kalenderen med det samme, mens chefen er i røret.

- Og så skal du huske, at ferie holdes i hele dage. Det betyder, at selvom det kun er to timer, du arbejder, så er ferien afbrudt med en hel dag. Den pris må din chef så vurdere, om han vil betale, siger Klara Hoffritz.

I særlige tilfælde kan din ferie blive annulleret

Der er særlige tilfælde, hvor din chef har ret til at annullere din ferie, men det skal gøres, før din ferie er begyndt. Det skal dog være helt særlige tilfælde som fx Covid-19, hvor din chef ikke har kunnet forudse omstændighederne. Under pandemien fik folk både annulleret deres ferie, før den begyndte, og blev sendt på tvungen ferie, men der var situationen også ekstraordinær, og derfor havde deres arbejdsgivere ret til det.

Men hvis du får annulleret din ferie og derfor fx skal afbestille en tur og lider et økonomisk tab, så skal din arbejdsgiver dække det tab.

Og så lige en sidste ret vigtig ting

Til sidst skal du også være opmærksom på, hvornår din ferie faktisk begynder. Der er nemlig forskel på weekend og ferie, og hvis du - som så mange andre – går på ferie en fredag, så går du i virkeligheden på weekend. Din ferie begynder nemlig i så fald først ved arbejdsdagens start om mandagen, som er den første feriedag.

Derfor kan din chef nå at annullere din ferie, fra du går hjem fredag, og indtil din ferie faktisk begynder ved arbejdstids start om mandagen. For din ferie er ikke påbegyndt om fredagen, først om mandagen.

Og så kan du også blive kaldt på arbejde i weekenden uden at have krav på erstatning, fordi weekender er noget andet end ferie.

Men når din ferie er begyndt på den første feriedag, så har du ret til ikke at blive forstyrret.

Tag fat i os

Hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp, så ring til HK på 7011 4545.

Du kan spørge os om dine rettigheder, du kan bede om hjælp, hvis du er i tvivl om, hvordan du skal håndtere en situation på din arbejdsplads, og du kan også tale med fx en karriererådgiver om, hvordan du håndterer en chef, der gerne vil have fat i dig i ferien.

Godt at vide: Skal du snart holde ferie?

Er du ledig, så se dine ferierettigheder her

Er du elev, så finder du dine ferierettigheder her