Foto: Mostphotos

Kommuner oplever i stigende grad at blive underkastet retssager om brud på EMRK - Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Flere borgere og advokater vælger at gå den vej, fordi erstatninger er større, forældelsesfristen er meget længere, og bevisbyrden er mindre.

Nu har Retten i Aalborg taget stilling til endnu en sag - anlagt som en sag om brud på EMRK art. 3, som siger, at ” Ingen må underkastes tortur og ej heller umenneskelig eller vanærende behandling”.

Sagen handlede om en borger, der var født blind og ubestridt omfattet af den personkreds, der kan bevilges en førerhund jvf. servicelovens § 112.

Borgeren havde tidligere haft en førerhund, som måtte aflives grundet pludselig sygdom. Borgeren fik i forbindelse med ansøgning om ny førerhund afslag fra kommunen med henvisning til, at borgeren ikke i tilstrækkelig grad kunne færdes selvstændigt med en førerhund, fordi hun, uanset bevilling af en førerhund, var afhængig af hjemmepleje og ledsager, og fordi hun var bevilget anden hjælp i forhold til at kompensere for funktionsnedsættelsen.

Påstand: Udsat for umenneskelig behandling

Borgeren klagede til Ankestyrelsen, som dog støttede kommunens afgørelse.

Som følge af afslagene følte borgeren sig indespærret og deprimeret, ligesom borgerens funktionsevne blev forringet grundet den manglende motion. Efter en periode uden førerhund på cirka 3,5 år bevilgede kommunen borgeren en ny førerhund med den begrundelse, at borgeren nu var i stand til at færdes selvstændigt.

Borgeren stævnede herefter kommunen for betaling af 100.000 kr. også med den påstand, at kommunen havde tilsidesat sine positive forpligtelser efter EMRK’s art. 3 ved at lade borgeren udsætte for umenneskelig og nedværdigende behandling.

Konventionen giver ikke ret til bestemte ydelser

Retten mente dog ikke, at kommunen i sin sagsbehandling og ved gentagne afslag på en førerhund, havde handlet i strid med sin positive forpligtelser efter EMRK’s art. 3.

Argumentet var bl.a., at borgeren i perioden uden førerhund var bevilget en række andre hjælpeforanstaltninger, som netop var bevilget for at afhjælpe borgerens funktionsbegrænsning og isolationstendens.

Kammeradvokaten, som har ført sagen, forklarer yderligere, at konventionen som det klare udgangspunkt ikke beskytter socioøkonomiske rettigheder, f.eks. ret til bolig, ret til arbejde, ret til fri lægebehandling eller ret til økonomisk bistand og ydelser til at opretholde en vis levestandard.