Jannie elsker sit arbejde, men har svært ved at se for sig, hvordan hun skal arbejde indtil hun bliver 71,5 år. Foto: FH (stillbillede).
Debatindlæg af Jannie Christensen, butiksansat
Når dagen er omme, har jeg som regel gået mere end 13.000 skridt og løftet mere end 12.000 varer. Jeg elsker mit arbejde, men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke var benhårdt.
Det betyder også, at jeg nogle dage godt kan sidde med en klump i maven. For jeg kan allerede nu i en alder af 47 år se, at jeg ikke kan holde til at arbejde frem til min pensionsalder på 71,5 år.
Under valgkampen troede jeg faktisk, at jeg endelig kunne sænke skuldrene. At vi med de politiske partiers store løfter kunne begynde at nærme os et mere retfærdigt pensionssystem.
Nu er jeg ikke længere så sikker på, at vi med de hårdeste job får den handling, vi er blevet lovet.
For pension har vist sig at være en af de svære knaster i regeringsforhandlingerne.
Jeg frygter derfor, at hele spørgsmålet om pension og værdig tilbagetrækning ender som rent valgflæsk. Hvis det sker, vil det ikke kun ramme mig.
Rundtomkring i landets butikker er der nemlig tusindvis af ansatte, der hver dag slider deres kroppe for at få varerne på hylderne og kunderne gennem kassen.
Hvis pensionsalderen bare bliver ved med at stige, er der mange af os, der ikke når at trække os tilbage, inden vi bliver syge eller nedslidte.
Derfor er der brug for, at den kommende regering tager vores virkelighed alvorligt. Jeg vil ikke kun reduceres til et økonomisk regnestykke, hvor min krop og dens mange års slid ikke tæller med.
Arne-pensionen har været en vigtig håndsrækning til de mest nedslidte, men den sikrer altså kun et relativt beskedent beløb at leve for.
Så vi mangler fortsat bedre muligheder for tidlig tilbagetrækning for dem, der har haft et langt og fysisk krævende arbejdsliv.
Jeg vil gerne passe mit arbejde, så længe jeg kan. Men jeg vil også have lov til at afslutte mit arbejdsliv værdigt med en krop, der stadig fungerer.