
Vi er alle sammen vant til at se efter det beløb, vi får udbetalt. Men måske står der snart nye tal på din lønseddel.
Den 1. juli vil langt de fleste virksomheder i Danmark have mulighed for at tilføje en ny linje på lønsedlen, der viser de andre beløb - fx pension, fritvalgskonto, feriepenge, tillæg, overarbejde, løn under sygdom og andre bidrag fra arbejdsgiveren.
- Det er positivt, at flere dele af lønnen nu bliver synlige på lønsedlen. Når vi forhandler overenskomster, handler det ikke kun om lønnen her og nu, men også om pension, fritvalg og andre rettigheder, som har værdi for medlemmerne. Men det kan godt blive lidt usynligt i hverdagen, så der kan den nye linje på lønsedlen virkelig vise, hvor store de andre løndele er, siger Kim Jung Olsen, formand for HK Privat.
Den nye mulighed blev aftalt under overenskomstforhandlingerne i 2025 efter ønske fra Dansk Industri, men muligheden kan anvendes af alle virksomheder i Danmark. Men det handler ikke bare om en linje på din lønseddel - det kan faktisk gøre en forskel for dig.
Hvad kan du bruge den nye linje til?
Du får et klarere billede af din løn
Nogle kigger kun på det beløb, der bliver udbetalt. Den nye linje viser også værdien af pension, fritvalg og andre bidrag, så du bedre kan se, hvad dit job samlet set er værd.
Du kan se værdien af din overenskomst
Pension, fritvalg, løn under sygdom og andre rettigheder er ofte resultatet af overenskomstforhandlinger. Den nye linje gør disse dele af lønnen mere synlige.
Du kan lettere sammenligne jobtilbud
Et job med højere løn er ikke nødvendigvis den bedste aftale. To job kan have næsten samme løn, men meget forskellig samlet værdi, hvis pension, fritvalg eller andre bidrag er forskellige. Den nye linje gør det nemmere at se forskellen på lønpakker og sammenligne det samlede tilbud.
Du bliver bedre rustet til lønsamtalen
Når du ved, hvordan din samlede lønpakke ser ud, får du et bedre grundlag for at tale om løn og vilkår i dialogen med din arbejdsgiver.
Du får lettere ved at opdage fejl
Når flere dele af lønnen samles og synliggøres, bliver det nemmere at opdage, hvis noget mangler eller ikke stemmer på lønsedlen.
Men vær stadig opmærksom på din realløn!
Men glem nu ikke din udbetalte løn, når du går på opdagelse i pension, fritvalg, tillæg osv., lyder det fra Kim Jung Olsen.
- Det er stadig vigtigt at holde øje med sin realløn og sikre, at lønnen følger med priserne. Her kan HK Privats lønstatistik og en åben snak om løn på arbejdspladsen være en god hjælp. Og så skal arbejdsgiverne selvfølgelig ikke bruge den nye linje som argument for at afvise lønstigninger, fordi pensionen eller andre bidrag er steget, siger Kim Jung Olsen.
Det er frivilligt for virksomhederne at bruge den nye linje, så ikke alle kommer til at se ændringen. Men hvis din lønseddel pludselig ser anderledes ud i den kommende tid, kan det være, fordi flere dele af din løn nu bliver synlige.
Se her, hvordan du tjekker din lønseddel for fejl