Tillid til den enkelte: Borgerne vil gerne

I Danmark møder vi normalt hinanden med tillid og tiltro til, at vi vil hinanden det bedste.

Vores fremtidige beskæftigelsesindsats skal have tillid til, at borgerne gerne vil det, vi har at tilbyde. Det skal være en indsats, hvor medarbejderne har rum og mandat til at lave de løsninger, der passer netop til den borger, de sidder med. Som oftest vil der slet ikke være brug for hverken løftede pegefingre eller sanktioner, selvom begge dele fortsat skal være værktøjer i vores værktøjskasse – de skal bare ikke bruges som det første.

Mistillid er flyttet med

En sådan kursændring er helt afgørende, fordi den nuværende beskæftigelsesindsats i høj grad er bygget op omkring mistillid til borgeren og stammer fra en tid, hvor jobcentrenes primære opgave var at håndhæve rådighedsforpligtelsen. Borgerne skulle ”vendes i døren”, og det var et markant skifte i synet på de ledige fra tidligere, hvor ledighed blev set som et samfundsmæssigt problem fremfor et personligt anliggende.

Med tiden kom flere og flere grupper af ledige ind under jobcentret, herunder også folk med sociale og sundhedsmæssige udfordringer (sygedagpenge, fleksjob, førtidspension etc.). Men synet på borgerne blev ikke i tilstrækkelig grad differentieret. Mistilliden flyttede med, og den bredte sig siden til medarbejderne og til selve systemet i takt med, at der kom mediehistorier om borgere, der kom i klemme i systemet: Endeløse arbejdsprøvninger, hovedløse virksomhedspraktikker og langvarige ressourceforløb som eksempler.

Vi rykker, når vi møder borgeren med tillid

Politikerne på Christiansborg kritiserede sagsbehandlingen i kommunerne, mens kommunerne omvendt kritiserede lovgivningen for at være for rigid. På trods af adskillige justeringer, evalueringer og nye reformer på området, blev mistilliden hængende. Det førte til fokusmål, tale om ”værdig sagsbehandling” og politisk medløb på en række enkeltstående mediehistorier fra jobcentrene. 

Men der blev ikke lempet i den strukturelle mistillid, som beskæftigelsesindsatsen blev bedt om at have til borgerne: Eksempelvis sendes der fortsat som det første et langt brev til nyledige, hvor størstedelen af brevet går med at opridse de negative konsekvenser, det kan have, hvis man ikke arbejder med systemet. Det gør, at relationen til borgeren fra starten er præget af mistillid. 

Det er en ærgerlig udvikling af mange årsager, fordi vi i Danmark normalt møder hinanden med tillid og tiltro til, at vi vil hinanden det bedste. Men det er også ærgerligt, fordi vi fra forskningen ved, at vi rykker bedst og mest, når vi udviser tiltro til borgeren og møder ham eller hende med tillid og opbakning. 

"Vil de ikke høre, må de føle"

Samtidig er det et udbredt politisk ønske, at sanktioner skal iværksættes overfor de ledige, hvis de udebliver fra samtaler, indsatser eller virksomhedspraktikker, uanset om der er aspekter i den enkelte borgers sag, der fagligt vurderet taler imod at sanktionere dem. Hvis borgeren ikke vil høre, må borgeren føle, har nogle politikere formentlig tænkt, mens andre politikere omvendt kritiserer jobcentrene for at fortolke sanktionsreglerne alt for skrapt. Der er et stort behov for at diskutere, hvornår og hvordan sanktioner virker, og dermed også i hvilken udstrækning, de skal bruges.

Sidst men ikke mindst, så skal vi gøre brug af den lange række af digitale værktøjer og platforme, der kan give værdi i et sagsforløb: Hvad enten det er fordi, de er tilgængelige udenfor jobcentrets åbningstid, fordi de kan bidrage med nye vinkler og træningsmuligheder eller fordi de kan forberede og understøtte de samtaler, vi har med borgerne. Efter individuel og faglig vurdering, og med inddragelse af borgeren, naturligvis.