Bedre kompetencer giver bedst mulig faglig understøttelse

En reform bør følges af en forpligtelse til, at alle aktører på området kortlægger deres kompetencer og drøfter, bl.a. hvordan nødvendige ekstra kompetencer erhverves.

Allervigtigst sikrer vi, at alle borgere får den bedst mulige faglige understøttelse, så de oplever mening og progression i deres sager
Pejlemærke 10

Strategisk kompetenceudvikling af medarbejdere og ledere

  • Alle aktører i en fremtidig beskæftigelsesindsats skal have en plan for strategisk kompetenceudvikling af såvel medarbejdere som ledere. 

 

Når den fremtidige indsats frisættes, vil der være behov for et langt større fokus på kompetencer for medarbejdere og ledere, både fag-fagligt i forhold til beskæftigelses- og socialfaglighed, men også i forhold til samarbejde og koordinering med andre/nye aktører, i forhold til digitalisering og med stort fokus på den helhedsorienterede indsats på tværs af fagligheder: Beskæftigelsesfaglighed, socialfaglighed, vejlederkompetencer etc.

Kortlæggelse af kompetencer

Derfor bør en reform følges af en forpligtelse til, at alle aktører på området kortlægger deres nuværende kompetencer og i de relevante samarbejdsfora drøfter, hvordan de nødvendige ekstra kompetencer erhverves, hvordan nye medarbejdere onboardes og at der afsættes ressourcer til uddannelse, herunder tid til, at medarbejdere og ledere kan komme afsted.

Det vil ikke blot sikre, at den fremtidige beskæftigelsesindsats kan manøvrere under mere frisatte rammer, men også understøtte samarbejdet på tværs af aktører, som alle anfører som afgørende for at løse nogle af de såkaldt ”vilde problemer” på området, herunder unge uden uddannelse og arbejde eller socialt udsatte familier over generationer.

Men allervigtigst sikrer vi, at alle borgere, herunder især dem, der har andre udfordringer end ledighed, får den bedst mulige faglige understøttelse, så de oplever mening og progression i deres sager.

Lovændringer kræver ressourcer

En stor del af medarbejderne i den nuværende beskæftigelsesindsats er nemlig rundet af et system, hvor mange processer og forløb er givet fra anden side: Tusindvis af siders regler og proceskrav definerer i høj grad, hvordan et sagsforløb ser ud, og alene det at følge med i et hav af lovændringer, har krævet mange ressourcer for medarbejdere og ledere.

Det har på mange jobcentre haft den konsekvens, at kompetenceudvikling har været nedprioriteret, men samtidig også, at man mange steder reelt ikke har et overblik over medarbejdernes kompetencer. Dermed har man heller ikke overblik over, om de rette hænder er sat til de rette opgaver eller om der mangler kompetencer i det hele taget.

Hent pejlemærkerne i pdf

Her kan du hente de 10 pejlemærker i punktform med de vigtigste pointer