Fokus på forebyggelse

En fremtidig beskæftigelsesindsats bør have et stærkt fokus på forebyggelse, så færre skal i afklaringsforløb. 

Mange virksomheder ved slet ikke, hvilke muligheder der er for at få hjælp, støtte og vejledning, hvis en medarbejder udvikler en sygdom eller et handicap”
Pejlemærke 4

Styrket indsats for forebyggelse og fastholdelse

  • Alle kommuner skal arbejde aktivt med fastholdelse, så virksomheder og medarbejdere understøttes i at bevare tilknytningen til arbejdspladsen på trods af sygdom eller handicap.
  • Det skal være lettere at iværksætte fastholdelsesfleksjob, hvis fortsat ansættelse på ordinære vilkår ikke er muligt.

 

Med et stærkt fokus på forebyggelse, skal færre i afklaringsforløb.Det er ikke kun godt for samfundsøkonomien, men også en kæmpe lettelse for de involverede borgere, hvis de hurtigere kan få skabt tryghed om deres muligheder for fortsat at være på arbejdsmarkedet.

En af den danske arbejdsmarkedsmodels store styrker er muligheden for, at man fortsat kan have en tilknytning til arbejdsmarkedet på trods af sygdom eller forskellige former for handicaps, typisk i forskellige former for fleksjob.

Svært at fastholde tilknytning

Udfordringen er dog, at det efter en række justeringer af fleksjobordningen er blevet relativt svært at fastholde tilknytningen til den oprindelige arbejdsplads, hvis en sygdom opstår undervejs. Det kan eksempelvis være en gigtsygdom, der langsomt udvikler sig, så man ikke i tide får iværksat de tiltag, der skal til for, at man senere kan få et såkaldt fastholdelsesfleksjob.

Virksomheder mangler viden

Samtidig er der mange virksomheder, der slet ikke ved, hvilke muligheder der er for at få hjælp, støtte og vejledning, hvis en medarbejder udvikler en (kronisk) sygdom eller et handicap. Vi ser fortsat medarbejdere, der bliver fyret på grund af sygdom/højt sygefravær, men hvor man med en forebyggende indsats formentlig kunne have bibeholdt dem på arbejdspladsen, evt. i fastholdelsesfleksjob.

Det er i nogen grad de samme borgere, der kommer i diverse arbejdsprøvninger, når først ”skaden er sket”, og borgerens samlede situation har udviklet sig i negativ retning. En lettere adgang til fastholdelsesfleksjob kombineret med en styrket indsats for at oplyse virksomheder og tillidsrepræsentanter om mulighederne for at fastholde medarbejdere på trods af (kronisk) sygdom eller handicaps, vil gøre det lettere for kommunerne at hjælpe borgere og virksomheder hurtigere og bedre.

Hent pejlemærkerne i pdf

Her kan du hente de 10 pejlemærker i punktform med de vigtigste pointer