Rette kompetencer

På Bornholm har HK'ere overtaget planlægningen for sosu'erne

HK'erne er bedst til at løse administrative opgaver

Som HK'ere kan vi frigøre nødvendige hænder på hospitaler, i kommuner, på skoler, i tandklinikker og en lang række andre områder. 
Tema: Effektiv administration sikrer velfærden

Ligesom i mange andre kommuner har Bornholms Regionskommune haft svært ved at tiltrække arbejdskraft i hjemmeplejen. Som en del af løsningen har man flyttet opgaver, der tidligere blev løst af sosu-uddannede over til HK'ere.

Nyansættelser og kompetenceudvikling har været med til at løse arbejdskraftudfordringen i hjemmeplejen på Bornholm. Sidste år manglede der 70 årsværk i hjemmeplejen, og det gik ikke bare udover borgerne, også arbejdsmiljøet haltede og sygefraværet var højt.

Derfor besluttede man at nogle af de administrative opgaver, der før lå hos ledelsen og sosu-uddannede kolleger, skulle varetages af administrative medarbejdere. Og selvom processen er ny og der har været lidt startvanskeligheder, tyder alt på at det bliver en stor succeshistorie, lyder det fra fællestillidsrepræsentant for HK’erne Nadja Skovgaard.

- Vi kan se, at vi har reduceret antallet af manglende medarbejdere med omkring 50. Før havde vi 70 ledige stillinger, mens vi nu har reduceret det antal til 20 ledige stillinger, så det går helt sikkert den rigtige vej, lyder det fra Nadja Skovgaard.


Nadja Skovgaard og Sabina Isabegovic er enige om, at der er flere fordele ved, at vagtplanlægningen er rykket til de administrative medarbejdere. Privatfoto.

Giver god mening af HK’ere løser opgaven

Indtil videre er der ansat fem nye HK’ere, og der skal slås flere stillinger op. En af dem, der er blevet ansat, er Sabina Isabegovic.

Hun er uddannet i det kommunale, har senest været ansat som administrativ medarbejder i det private og er nu tilbage i kommunen. 

- Jeg synes, det er megaspændende med nye udfordringer. Jeg sidder med administration, personale, beboere, regninger, journalisering, ansættelser, afskedigelser og alle de daglige procedurer. Nu har vi fået vagtplægning også, det er er meget spændende og man kommer lidt tættere på ledelsen, fortæller Sabina Isabegovic.  

Opgaven med vagtplanlægning lå tidligere hos Sabina Isabegovics sosu-uddannede kolleger. Og selvom det ikke var alle sosu’er, der var lige glade for at give opgaven fra sig, føler Sabina Isabegovic at hendes oplæring har været god.

- Jeg er blevet accepteret med åbne arme og er hurtigt blevet en del af gruppen. Hende der har lært mig op, har været megagod til at lære fra sig. Det kræver meget – jeg har været på kursus i programmet, men jeg har stadig brug for mere viden. Der er mange tanker bag sådan en vagtplan, forklarer hun. 

Både Nadja Skovgaard og Sabina Isabegovic er enige om, at der er flere fordele ved, at vagtplanlægningen er rykket til de administrative medarbejdere.

- Det giver god mening, at det er administrative, der sidder med chefen og laver vagtplanen. Vi er uddannet til det, og sosu’erne får mere tid med borgerne og skal ikke sidde ved tasterne. Og det kræver jo noget, for der er ændringer hver dag, der skal rettes og planlægges, lyder det fra Sabina Isabegovic.

Mere om flytning af opgaver

TKA'ere er klar til at sikre flere opgaver
Effektiv administration sikrer velfærden

Nyt modul sætter fokus på vagtplanlægning

Vagtplanlægning er en kommunal og regional nøgleopgave, der påvirker medarbejderne – og i sidste ende også den enkelte borger. Nu kan du få ETCS-point og blive klogere på opgaven.


Komponent tilbyder nu et længe efterspurgt modul, som sætter fokus på fremtidens vagtplanlægning. Det kompetencegivende forløb på 10 ECTS har til formål at udvikle de studerendes kompetencer inden for vagtplanlægning fx i ældreplejen og på hospitaler.

Der er mange faktorer, en vagtplanlægger skal være opmærksom på. Vagtplanlæggeren skal blandt andet have viden om de lovgivningsmæssige rammer for vagtplanlægning, have forståelse for de overordnede arbejdstidsregler, skal kunne indsamle, bearbejde og formidle data, have overblikket over kapacitetsudnyttelse og forstå balancen mellem organisation, administration, økonomi og ledelse.

Ifølge Martin Nielsen, som er chefkonsulent hos Komponent, er en god vagtplanlægning ikke blot til gavn for personale og borgere, det taler også ind i de problematikker den offentlige sektor har med rekruttering og fastholdelse:

- Kompetent vagtplanlægning taler direkte ind i udfordringerne med rekruttering og fastholdelse af medarbejdere, da planlægningen af vagter betyder alverden for både den enkeltes og afdelingens arbejdsmiljø, siger Martin Nielsen, som blandt andet står bag udviklingen af modulet Fremtidens Vagtplanlægning.

Læs mere om modulet hos Komponent