Man fristes næsten til at kalde det Nim’s store store bededags-bedrag, da han for nylig meldte ud, at hans medarbejdere da ikke skulle snydes for store bededag, selvom regeringen lagde sin klamme hånd på helligdagen for resten af danskerne. Medarbejderne skulle stadig have fri. Ved første øjekast en fin gestus fra arbejdsgiveren Nim, at han på den måde vil sikre bededagen som fridag for sine medarbejdere.
Ved nærmere eftersyn er der dog dobbelt bund i den argumentation, som Johnny Nim og Det Faglige Hus knytter til udmeldingen. For i en pressemeddelelse står der, at regeringen med forslaget ”blander sig i de løn- og arbejdsvilkår, som vi ellers aftaler med vores overenskomst-modpart”. Altså med andre ord at regeringens planer er en indblanding i den danske model.
Paradokset taler vist sit eget tydelig sprog: Johnny Nim lader sine medlemmer betale for at bevare medarbejdernes fridag på store bededag, men overlader det til andre at kæmpe for, at medlemmerne kan bevare deres.
Det er en tynd argumentation fra en forretning, der kan tilbyde sine medlemmer lave kontingenter, fordi den netop ikke tager aktivt del i den danske model. For det er ganske enkelt for dyrt og krævende at byde seriøst ind i det komplekse stykke forhandlingsarbejde, det er, at sikre danskerne fair og rimelige arbejdsvilkår. Det kræver både kompetencer samt masser af kvinde- og mandetimer at deltage i disse forhandlinger sådan som HK, 3F, FOA osv. gør det.
Hertil kommer, at vi helt reelt står klar med juridisk bistand, faglig sparring, kursusaktiviteter, kompetencefonde og mange andre tilbud til vores medlemmer, der sikrer dem, både når de har og ikke har arbejde.
Når Det Faglige Hus, Krifa og andre gule forretninger kalder sig fagforeninger, så er det noget af en tilsnigelse. For sandheden er, at de så godt som ingen overenskomster tegner selv, men i stedet lader medlemmerne lukrere på de overenskomster, som rigtige fagforeninger tegner.
Så når Johnny Nim påstår, at regeringen undergraver hele den danske model, så er han og hans ”faglige” hus i virkeligheden selv den største trussel. For de lokker med gul og grønne skove medlemmer væk fra forbund, hvor disse ellers har den faglige tryghed, de har brug for – og hvor de har et tilhørsforhold til reelle fagforeninger, der tager aktivt del i den danske model.
Paradokset taler vist sit eget tydelig sprog: Johnny Nim lader sine medlemmer betale for at bevare medarbejdernes fridag på store bededag, men overlader det til andre at kæmpe for, at medlemmerne kan bevare deres.
