Tak for ordet og tusind TAK til jer!
TAK for, at en hel del af jer har været med til at stemme den private overenskomst hjem.
Det blev som bekendt et rungende JA.
Det ja vil jeg personligt gerne takke jer for.
For det er ikke bare godt for Danmark i en svær situation med mange udfordringer.
Det er også godt for os og for vores faglige fællesskab.
For det viser, endnu engang, at den RIGTIGE danske fagbevægelse er ansvarlig.
At vi igen og igen tager ansvar, når der er brug for det.
At vi kan række hånden ud og omvendt gribe hænder, der bliver rakt frem mod os.
Det har vi gjort under de seneste svære overenskomstforhandlinger.
Det gjorde vi igen og igen under corona, hvor fagbevægelsen gang på gang gik ind i trepartsaftaler.
Fordi det var nødvendigt og til fælles bedste.
Med en høj stemmeprocent har I samtidig sat en tyk streg under én ting:
Der er i høj grad liv i den danske fagbevægelse.
Der er sammenhold, opbakning og gensidig tillid.
Men hvad er så belønningen fra politikerne for, at vi som fagbevægelse byder ind, er med, søger kompromiser, siger ja osv., når samfundet har brug for det?
Hvad er belønningen for, at vi spiller vores rolle i den højt besungne danske model, som har gjort så meget godt for Danmark årti efter årti?
Belønningen er desværre politiske rævekager, aftaler, alliancer og beslutninger, der peger i den helt forkerte retning.
Der træffes lige nu politiske beslutninger hen over hovedet på danskerne. Beslutninger, der forringer vores arbejdsvilkår.
Vi har senest oplevet to utrolige og unfair eksempler på, hvor politisk tonedøv regeringen faktisk er.
Jeg tænker naturligvis på hele farcen omkring afskaffelsen af store bededag og den markante forringelse af retten til tidlig pension.
Her har regeringen, hele to gange, illustreret, hvad der sker, når magtsygt alliancemageri sætter dagsordenen. Så ryger jordforbindelsen og ikke mindst forbindelsen til den virkelighed, vi andre begiver os rundt i.
Sikke en KÆMPE SKUFFELSE for os alle, der naturligvis nemt – som den lille dreng i kejserens nye klæder – kan gennemskue forringelsen i muligheden for tidlig og tiltrængt tilbagetrækning.
Også selvom det hele blev pakket ind i Lars Løkkes typiske, sproglige fiksfakserier og tomme plus-ord. Arne Plus og toptop-skat er faktisk kun pæne omskrivninger af ”tak for stemmerne og tilliden til folketingsvalget. Her er en, eller rettere, to store fuck-fingre retur…”
Har I det som mig, at det vil tage os noget tid at fordøje de her oplevelser og genvinde en tillid til, at politikerne faktisk vil os det bedste?
Troen på, at de genfinder respekten for den danske model og igen tør sætte en dagsorden, hvor vores arbejdsforhold i bred forstand står højt oppe?
For det er en vigtig dagsorden for os, uanset om vi har et arbejde eller står uden for arbejdsmarkedet og gerne vil ind igen.
Jeg skal ikke stå her og tale for at skabe politikerlede, fordi den i sig selv kan blive et stort demokratisk problem.
Og…. måske lysner det trods alt?
Sidst på ugen kom det frem i en kronik i Politiken, at Frederiksen, Løkke og Lund Poulsen, vil arbejde for en permanent trepartsinstitution.
Det lyder som en god ide. Det bakker jeg op om, men jeg vil følge det tæt, og jeg glemmer ikke store bededags-farcen.
Hos HK mangler vi respekt for vores forskellige fag i disse år.
For eksempel i kommunalt, regionalt og statsligt regi, hvor det er blevet for nemt at spille den gamle plade om, at vi skal spare på administrationen, for at have flere folk og bedre tid ude hos borgere og patienter.
Vi er ikke uenige i, at vi skal sikre borgere og patienter de bedste betingelser og oplevelser.
Det er dog meget skuffende, at politikerne ofte har et meget sort, hvidt syn på, hvordan vi sikrer det i praksis.
Igen og igen er det de administrative medarbejdere, der skal holde for, selvom det er tydeligt, at de udgør et administrativt kit, der
· holder en linie i tingene
· sikrer en koordineret og målrettet brug af ressourcer
· faktisk gør andre faggrupper stærke med deres store overblik
Det nytter ikke at ansætte flere sosu’er, hvis hele det administrative system sejler.
Det nytter ikke at ansætte flere i borgernære funktioner, hvis det er i et ineffektivt system.
For den vigtige, borgernære indsats både starter og slutter ofte hos en dygtig, administrativ HK’er.
Besparelsesøvelserne ude i vores kommuner, regioner og i statsligt regi viser, at der er nok at stå sammen om, og nok at stå sammen imod.
Det samme gælder vores psykiske og fysiske arbejdsmiljø.
Ligestillingen.
Den verbale vold på alt for mange arbejdspladser.
Social dumping og ikke mindst MeToo.
Og ja, listen er meget længere.
Jeg arbejder hver dag sammen med masser af dygtige HK’ere, der er med til at sikre, at vi som fagbevægelse gør, hvad vi hedder.
At vi på den ene side er stærke rent fagligt i vores rådgivning af medlemmerne.
At vi på den anden side er i bevægelse hele tiden.
Flytter os med og i forhold til medlemmernes hverdag, virkelighed og arbejdsliv.
Det er en krævende og svær øvelse, men jeg synes, vi gør mange rigtige ting i forhold til at fremtidssikre fagbevægelsen.
Ikke for fagbevægelsens egen skyld, men for medlemmernes. For det er jer, vi er her for. Vi er her for, sammen med jer, at sikre det bedst mulige arbejdsliv for alle på det danske arbejdsmarked.
På det punkt har vi tidligere haft en fælles dagsorden med mange politikere både lokalt, regionalt og på landsplan.
Jeg har dog som sagt de seneste måneder med al tydelighed set og mærket, at der er plads til forbedring.
Min tale var planlagt til at slutte her, men jeg synes ikke, jeg vil forlade talerstolen uden lige at referere til de sidste dages tumult omkring FH’s formand.
Når enkelte fejltrin bliver til en kæde af uheldige og uværdige situationer, så går den ikke længere. Så må vi sige stop!
Jeg nyder at være sammen med jer her i dag.
For 1. maj klinger af en stolt faglig fortid og af sammenhold, og det klinger af en stærk faglig fremtid, hvor vi får genskabt sammenhold og fællesskab.
Hvor vi står sammen om at påtale udfordringer og finde løsninger.
Med eller uden de politikere, som vi ellers tidligere kunne stole på.
Med de ord vil jeg ønske jer alle en fantastisk 1. maj.
