For selvom selve begrebet kampdag kan lyde lidt gammeldags, så markerer det kun, at der er nogle gamle problemstillinger og udfordringer, vi kæmper med (og mod), når det gælder ligestilling mellem mænd og kvinder.
Den unfair og urimelige forskel i lønnen eksisterer stadig. Vi kæmper stadig, på trods af store fremskridt på nogle områder, imod fordomme og old school kønsroller. Ude i den store verden er der samfund, hvor kvinder undertrykkes på det groveste. Kort sagt: Der er masser af ting, vi skal have gjort op med og have ændret på. Netop derfor er den internationale kampdag en nødvendig markering af, at kampen for kvinders rettigheder og ligestilling fortsætter.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har foretaget og udgivet en analyse, der i den her sammenhæng er alt for relevant:
Kvindelige lønmodtagere har oftere et hårdt psykisk arbejdsmiljø end mandlige. Blandt kvindelige lønmodtagere har 20,3 pct. et hårdt psykisk arbejdsmiljø, mens tallet er 14,8 pct. blandt mandlige lønmodtagere. Kvindelige lønmodtagere er ligeledes oftere udsat både for vold og trusler om vold, mobning og arbejdsrelateret stress
I indledningen til analysen skriver AE:
”Kvindelige lønmodtagere har oftere et hårdt psykisk arbejdsmiljø end mandlige. Blandt kvindelige lønmodtagere har 20,3 pct. et hårdt psykisk arbejdsmiljø, mens tallet er 14,8 pct. blandt mandlige lønmodtagere. Kvindelige lønmodtagere er ligeledes oftere udsat både for vold og trusler om vold, mobning og arbejdsrelateret stress”.
Senioranalytiker Kristoffer Lind Glavind, der står bag undersøgelsen, skriver i et opslag på LinkedIn, at ”…en del af forskellen på tværs af køn skyldes helt sikkert, at kvinder og mænd arbejder i forskellige fag og med forskellige opgaver. Men det gør ikke den kønsmæssige slagside mindre strukturel – tværtimod”.
Med andre ord: Når vi skræller forskellene i fag og opgaver væk, så står der stadig tilbage, at kvinder arbejder i et hårdere psykisk arbejdsmiljø end mænd. For mig ligner det en meget vigtig dobbeltopgave:
Efter at have kridtet en ligestillingsbane op, hvor der altså stadig er masser af modspillere, så har vi som HK’ere heldigvis også nogle stærke medspillere. For jeg er som altid imponeret over at se, hvordan tillidsvalgte HK’ere i tillids- og arbejdsmiljørepræsentant-funktioner kæmper for deres kolleger og for det bedst mulige arbejdsmiljø. Nogle steder får de opbakning fra ledelsen, andre steder lader samarbejdet om ligestilling og arbejdsmiljø noget tilbage at ønske. Men de knokler på derude, vores dygtige tillidsvalgte.
Samtidig er vi jo selv, i hverdagen, hinandens bedste forbilleder, når det gælder ligestilling. Når vi siger fra over for forskelsbehandling eller står fast i lønforhandlinger, hvor vi beder om at få det samme i lønningsposen som vores mandlige kolleger, der udfører det samme arbejde.
Konklusionen på det hele er, at vi skal kæmpe videre. Hver for sig, sammen og for hinanden.
Det giver os de små skridt fremad, der gør en kæmpe forskel, så vi måske en dag kan aflyse Kvindernes Internationale Kampdag, men indtil videre er den desværre helt nødvendig!
