I Danmark kan vi særligt hylde fagbevægelsen og de kollektive overenskomster for, at vi i dag står med en ferielov, som kun er få lande forundt.
En ferielov, der giver os ret til fem ugers ferie med løn om året. Fem uger til at lade batterierne op, rejse, pleje relationen til venner og familie og gøre de ting, vi ikke når i hverdagen. De fleste lønmodtagere dækket af en overenskomst er ovenikøbet sikret en ekstra sjette ferieuge.
Kigger vi 100 år tilbage, har vi bevæget os milevidt. Dengang var det kun en fjerdedel af danske arbejdere organiseret i en fagforening, som fik lov til at holde ferie. Og typisk kun tre-fire dage om året uden løn.
Også retten til et sikkert arbejdsmiljø, løn under sygdom og et familieliv ved siden af arbejdet er fremskridt, vi ikke turde drømme om for hundrede år siden.
Sammen med arbejdsgiverne har fagbevægelsen skabt en forhandlingsmodel, hele verden misunder os: Den danske model, der er baseret på tillid og ansvar, hvor vi i fællesskab finder løsninger.
Den danske model er imidlertid truet. Vi ser brancher, hvor mindretallet er organiseret af en fagforening. Hvor store grupper af lønmodtagerne ikke er dækket af en overenskomst. Og hvor arbejdsforholdene minder os om noget, vi troede, vi for længst havde lagt bag os.
Mere er overladt til individet. Mindre til kollektive løsninger. Tilskyndelsen til at organisere og forsikre sig i fagforeninger og a-kasser er blevet svækket. Sikkerhedsnettet er blevet systematisk forringet, og det er blevet mindre attraktivt for lønmodtagerne at være medlem af en a-kasse.
Hvad fremtiden byder på – flere eller færre ugers ferie, længere eller kortere arbejdstid – kan vi kun gisne om. Sikkert er det, at rettighederne ikke kommer af sig selv.
Så husk – når du nyder sommerferien fra liggestolen – at sende de generationer af fagligt aktive, som har kæmpet for retten til en dejlig lang sommerferie, en tanke – og måske skulle du samtidig overveje at melde dig ind i en OK-fagforening, hvis du ikke allerede er medlem.
Rigtig god ferie. Det er din ret.
