Tro mig: HK’erne løser deres opgaver hjemmefra. De gør det med flid og stort engagement på trods af de udfordringer, der kan være, når hjemsendte skolebørn samtidig skal passes og undervises. Det er ikke nemmere for kommunalt ansatte end for hjemsendte med private arbejdsgivere.
Intet kunne være mere forkert! For det er en unfair antagelse, der ikke har hold i den virkelighed, jeg oplever som sektorformand i HK Kommunal Midt. Jeg har endnu ikke i de forgangne måneder oplevet, at HK’erne sidder på deres hænder derhjemme. Det gjorde de absolut heller ikke i forvejen, men det er en rød klud for mine øjne, når vi konstant skal høre på, at administrativt personale i kommunerne ”bare er sendt hjem med løn”.
Tro mig: HK’erne løser deres opgaver hjemmefra. De gør det med flid og stort engagement på trods af de udfordringer, der kan være, når hjemsendte skolebørn samtidig skal passes og undervises. Det er ikke nemmere for kommunalt ansatte end for hjemsendte med private arbejdsgivere.
For det er ondsindede påstande som bare ét besøg hos en hjemmearbejdende, kommunal HK’er kan gøre op med. Det er nemlig ingen (ferie)dans på roser, når du knokler løs, som du plejer, selvom betingelserne er nogle helt andre.
Det samme gælder problematikkerne omkring hjemmearbejdspladser. Her har hjemsendte, offentligt ansatte præcis de samme behov for ordentlige arbejdsforhold både når det gælder fysiske rammer og de psykologiske aspekter. For rigtigt mange sidder alene dag ud og dag ind uden kollegial kontakt, og langt fra alle har et velindrettet hjemmekontor, hvilket på både kort og længere sigt vil føre til smerter i nakke, ryg og skuldre.
Lige præcis i den situation er det både frustrerende og demotiverende, når vi skal lægge øre til påstandene om, at man som hjemsendt offentligt ansat ikke yder sit til at få samfundet op at køre igen. Her bliver jeg altså temmelig pikeret på mine medlemmers vegne!
For det er ondsindede påstande som bare ét besøg hos en hjemmearbejdende, kommunal HK’er kan gøre op med. Det er nemlig ingen (ferie)dans på roser, når du knokler løs, som du plejer, selvom betingelserne er nogle helt andre.
Der er ikke noget, vi som HK’ere hellere ville, end at få vores hverdag tilbage, ligesom alle andre. Vi KAN arbejde hjemmefra, og gør det gerne som vores bidrag til samfundet og løsning af krisen. Vi har i øvrigt ikke noget valg, akkurat som alle andre i Danmark i øjeblikket.
Jeg underkender på ingen måde det private erhverv, som lider under lukning, tabt indtjening, konkurser og dertil hørende fyringer af gode medarbejdere, men den udfordring løses ikke ved at skyde på de offentligt ansatte i kommunerne. Vi skal derimod anerkende hinanden og huske, at vi alle er vigtige tandhjul i det samme samfundsmaskineri.
Alle er lige vigtige, og alle fortjener anerkendelse for at gøre, hvad de kan for at få os igennem krisen.
Det er ærgerligt, hvis vi kaster os over hinanden og skyder med skarpt mod hinandens fagligheder. For i den her svære situation bør vi netop stå sammen om at stå krisen igennem. Det gør vi ikke ved at så tvivl om hinandens indsats og engagement. Alle er lige vigtige, og alle fortjener anerkendelse for at gøre, hvad de kan for at få os igennem krisen.
