'Nu har der været snakket om at gøre noget af frivillighedens vej lige så længe, jeg kan huske, og der er ikke sket noget som helst. Kvoter er helt sikkert vejen frem.'

Citatet er mit eget og kunne meget vel være skrevet i denne uge. Men faktisk er det 10 år siden, jeg satte ord på mine tanker om kønskvoter i bestyrelser i et kommentarspor på dr.dk.

Anledningen var en EU-kommisærs forslag om at kræve, at mindst 40 procent af bestyrelsesmedlemmerne i Europas største virksomheder skulle være kvinder i 2020. Som bekendt blev forslaget aldrig vedtaget, og trods rigtig meget snak, gode intentioner og løbende målsætninger skal forstørrelsesglasset findes frem, hvis vi skal se den minimale forandring, der har været på området det sidste årti.

Ifølge Danmarks Statistik var knap 16 procent af bestyrelsesmedlemmerne i virksomheder med 50-250 ansatte kvinder i 2019. I virksomheder med over 250 ansatte var det godt 20 procent. Tal, der kun er steget med godt ét procentpoint siden 2014. Samtidig viser et notat fra Analyse & Tal, at der i knap halvdelen af landets 2.100 største virksomheders bestyrelser ikke sidder en eneste kvinde.

 

Stadig bare snik-snak

Regeringen har nu fremsat et lovforslag om at forpligte de største danske virksomheder og hele den offentlige sektor til at opstille måltal for kønssammensætningen i bestyrelser. Ligestillingsminister Trine Bramsen (S) forsøgte at få det til at lyde som en forkromet plan i ligestillingens navn, da hun præsenterede indholdet i Jyllands-Posten i forrige uge. Men ser man nærmere på forslaget, er det stadig bare snik-snak.

Jeg mener, at regeringen skal gå hele vejen og indføre deciderede kvoter, ikke blot krav om måltal. Og kvoterne skal gælde for alle virksomheder med over 50 medarbejdere. Det mener jeg til trods for, at jeg af princip er imod at lave den slags lovgivning, fordi det strider imod den danske model, som jeg som lokalformand i en fagforening selvfølgelig er stor fortaler for. Men når det gælder andelen af kvinder i bestyrelser, ser jeg ikke andre muligheder end kvoter, hvis vi skal se handling og resultater.

Læs mere om, hvad HK mener om ligestilling her

Mænd bliver også valgt, fordi de er mænd

'Kvoter er for fisk og ikke for kvinder,' sagde de konservatives ligestillingsordfører, Birgitte Bergmann til Ritzau forleden og fortsatte: 'Påtvungne statslige kvoter vil til enhver tid begrænse virksomheders frie dømmekraft for valget af den rette kandidat.'

Synspunktet er en klassiker i debatten om kvoter, hvor modstandernes hovedargument er, at ingen kvinder vel ønsker at blive valgt til en bestyrelsespost, blot fordi de er kvinder og dermed lever op til et lovkrav. At det er direkte synd for kvinder at indføre kvoter, fordi de så ikke længere vil blive valgt på deres kvalifikationer, men blot på grund af deres køn.

Men hvad med mændene, får jeg lyst til at spørge. Er det ikke lige så synd for dem, når de i dag sidder i ledelser og bestyrelserne, alene udvalgt fordi de er mænd?

Ja, det er sat lidt på spidsen. Men kvoterne vil for mig at se tvinge beslutningstagerne til at vælge de bedste mænd og de bedste kvinder.

Ubevidste valg  

I dag vælger de kun de bedste mænd – ikke bevidst, men ubevidst, slår adskillige forskningsresultater fast. For selvom vi anser os selv for kalkulerende og analyserende væsner, styres vi i virkeligheden i høj grad af mønstergenkendelse.

Så når vi er vant til at omgås mandlige ledere og bestyrelsesmedlemmer, bilder vores hjerne os ind, at den næste leder eller bestyrelsesmedlem også skal være en mand. Derfor tænker vi først og fremmest på mænd, når vi læser ansøgninger til lederstillinger, eller forsøger at finde nye kandidater til bestyrelser. Vi bilder os måske ind, at vi leder efter den bedst kvalificerede kandidat, men vores hjerne leder efter den bedste mandlige kandidat.

Og jeg må indrømme, at jeg kender det fra mig selv. Trods det faktum, at jeg ser mig selv som åbensindet og har været fortaler for ligestilling i årevis, er jeg helt sikkert røget i fælden flere gange, end jeg har lyst til at indrømme. For eksempel dengang en dygtig kvindelig kollega, som jeg har stor respekt for, for nogle år siden fortalte mig, hun havde ambitioner om at blive leder.

'Har du virkelig lederevner', var min første tanke. Det til trods for, at jeg anså hende for at være både fagligt dygtig, empatisk, retfærdig og beslutsom – præcis de evner, som jeg mener, en god leder bør have. Så hvorfor havde jeg forbehold? Jeg prøvede mig selv af: 'Hvad nu hvis hun havde været en mand', tænkte jeg. Så kunne jeg pludselig godt se ledelsespotentialet.

Kvoter er ikke kun for fisk

Så nej, kvoter er ikke kun for fisk. Hvis danske virksomheder skal bevare den gode konkurrenceevne, og lønmodtagerne skal bevare de gode jobmuligheder, så er det nødvendigt, vi får bragt alle talenter i spil til bestyrelsesposterne.

Hverken virksomhederne eller samfundet har råd til, at det ikke er de skarpeste hjerner med stor diversitet og forskellige blik på verden, der sidder med ved bordet, når de store strategiske beslutninger skal træffes. Måske mere nu end nogensinde i en tid, hvor vi skal navigere i en verden præget af en historisk energiomstilling, pandemi og international sikkerhedskrise med Ruslands invasion af Ukraine.

Debatindlægget er også bragt i Politiken. Du kan se det her