Den danske model har sikret os store dele af den velfærd, vi tager for givet. Men den er under pres, fordi fagforeningerne er under pres. Herunder HK, hvor jeg selv er afdelingsformand i det sydjyske. Vi bløder medlemmer.
Jeg kunne sagtens finde en masse udefrakommende ting at skyde skylden på, men hvad skulle det hjælpe? Kendsgerningen er, at hvis vi vil bevare den danske model, må der ske større ændringer i fagbevægelsen. Det, vi gør nu, rækker ikke.
Jeg mener, vi skal sætte ind på tre fronter:
1. Vi bliver nødt til at se på kontingentet. Mens medlemstallene daler, stiger antallet af medarbejdere i de fleste fagforeninger støt, fordi vi breder os over mere og mere, der ikke er kerneopgaver for en fagforening. Vi må tilbage til en klassisk basisversion af en fagforening, som folk føler at de har råd til at være medlem af.
2. Der skal omstruktureres. Fagforeningerne er blevet organisationsmastodonter med et væld af forskellige sektorer, niveauer og afdelinger, som ikke alle bringer lige stor værdi til medlemmet. Jeg er ikke i tvivl om, at vi kan simplificere og effektivisere ved at skrælle nogle lag væk.
3. Vi skal blive bedre til at favne nye måder at arbejde på, herunder platformsøkonomien. Slut med arbejderromantikken.
Heldigvis er fagbevægelsen fyldt med passionerede medarbejdere med kloge hoveder. Fortidens tendenser til pamperi er for længst væk. Nu må vi sammen sikre dens overlevelse.
