Selv om det de seneste 10 år med økonomisk gode tider er gået markant frem med beskæftigelsen for mennesker med handicap, er der stadig et kæmpe, uudnyttet potentiale.
46.000 af personer med handicap ønsker et job og er klar til at begynde på det inden for to uger! Andre 78.000 ønsker et job, men skal lige have lidt længere tid til at stille op med deres arbejdskraft.
Derfor skal vores arbejdspladser gøre sig endnu mere umage med at ansætte og fastholde mennesker med handicap.
Også kollegerne får glæde af rummeligheden. Det er sundt for folk at se andre måder at leve på. Mennesker med handicap kan utrolig meget. Alt for mange af dem får ikke muligheden for at udfolde deres evner og kompetencer. Alt for mange arbejdspladser udnytter ikke chancen for at få både kvalificeret arbejdskraft og den menneskelige indsigt, det eksempelvis giver at blive mindet om, at vi alle er og ser forskellige ud.
Et handicap er en langvarig funktionsnedsættelse, der i samspil med samfundets barrierer begrænser en i hverdagen. Barrierer kan være forhindringer på arbejdspladsen, i byrummet eller når man besøger familie og venner. Det er altså ikke personen, der er ”handicappet”. Samfundets mangel på tilpasning skaber problemet. Langvarig funktionsnedsættelse kan fx bestå i at være født med nedsat hørelse, at være lam efter en trafikulykke, at lide af angst eller have gigt.
På arbejdspladserne er der rift om nye medarbejdere – til nogle funktioner og typer af job rekrutterer man ofte forgæves. Alligevel kniber det mange steder med at inkludere mennesker med handicap i arbejdsfællesskaberne. Navnlig er det sværere at komme igennem med rummeligheden på de offentlige arbejdspladser i forhold til de private. Det ved vi af erfaring. Grunden kender vi ikke.
Men netop staten har en særlig forpligtelse til at være rummelig. Til at gå forrest. Det ansvar opfordrer vi til, at den nye regering tager på sig. Lovgivningen giver gode rammer i form af blandt andet handicapkompenserende ordninger. Så det handler i høj grad om vilje og rum. Eller mere præcist om kulturen.
Kultur og klar strategi
Kulturen kommer til udtryk i den måde, medarbejdere og ledere handler på. Og den udspringer af holdninger, normer og værdier blandt medarbejderne. Ledere præger kulturen – lige som medarbejdere gør det. Bevidst eller ubevidst.
Vi appellerer til både høj og lav. For holdningsmæssige barrierer, der kommer til udtryk i modvilje mod at ansætte kolleger med handicap, findes formentlig både i toppen og i bunden af arbejdspladsens hierarki.
Ledelser kan lægge ud med at tænke beskæftigelse af mennesker med handicap ind deres personalepolitik og strategi for rekruttering. Erfaringer fra blandt andre Ikea viser, at det er noget, der virker. Formulér mål og definer sammen med medarbejderne, hvordan vi vil være som kolleger på vores arbejdsplads. Og afhold kurser, så alle er med i loopet.
Alle, der læser et jobopslag, skal kunne se, at på den her arbejdsplads er der plads til en ansøger med et handicap.
Til medarbejderne er vores råd og opfordring: Tag imod nye kolleger med handicap med velvilje og nysgerrighed. Det er god kollegakarma. Samtidig er det sund fornuft.
Hvis I har forbehold eller er i tvivl om, hvad det kræver af jer at have en kollega med et handicap, så sæt ord på og søg svar. Også fra kollegaen med handicap selv.
Selvfølgelig er der brug for omtanke og rene linjer, når arbejdspladser skal blive bedre til at give plads til mennesker med udfordringer, som andre ikke nødvendigvis kender til. Man må ikke bare ansætte mennesker med handicap – synlige eller usynlige - og tro, at alt er fryd og gammen. Der skal mere til. For eksempel skal man tage emnet op i samarbejdsudvalget. Det er afgørende, at kollegerne på den måde bliver involveret.
Kollegernes åbenhed skal modsvares af åbenhed hos de nye folk med handicap – så ledelse og kolleger får klar besked om, hvad handicappet går ud på og hvad der skal til, for at den ny kollega kan fungere godt på jobbet.
Den form for åbenhed er Daniel Kuburovic et godt eksempel på. Han er studiesekretær på en ungdomsuddannelse, diagnosticeret med opmærksomhedsforstyrrelsen ADD og ifølge sin leder åben omkring de udfordringer, diagnosen giver ham på jobbet. Netop åbenheden gør det nemmere at tage de nødvendige hensyn – både fagligt og personligt, siger hans chef.
