Foruden Ulla Moth-Lund Christensen deltog formand for HK Stat Hovedstaden Dennis Alex Jørgensen og formand for HK Stat Midt Brita Andersen. Privatfoto.
Det globale Nord og Det globale Syd mødtes, da fagforeninger for alverdens offentligt ansatte holdt kongres i Geneve midt i oktober. Her var folk fra både vores velstående velfærdssamfund i Skandinavien og det øvrige Europa – og fra Afrika, Asien og Latinamerika.
Under sloganet for kongressen: 'In a world of multiple crises – People over profit' har jeg tilbragt tid sammen med internationale kolleger med at sætte fokus på den offentlige sektor og på de vilkår, vores medlemmer har rundt om i hele verden.
Man kan blive meget ydmyg, når man sammenligner de problemer, vores kolleger i andre dele af verden slås med, i forhold til dem, vi bakser med på de hjemlige breddegrader. Men ydmygheden udelukkede bestemt ikke, at jeg blev både optaget af kollegernes situation og ikke mindst inspireret af de tendenser og problemstillinger, der var oppe at vende på verdenskongressen.
Flere hjemtager udliciterede opgaver
Mange emner og nye tendenser blev debatteret - og nej, verdens offentligt ansatte ser bestemt ikke ens på mål og midler, når det handler om at stå sammen i solidaritetens navn.
Den første ny tendens var deprivatisering. Altså at opgaver vender tilbage på offentlige hænder efter at have været løst af private. Under overskriften ”The future is public” – fremtiden er offentlig – blev der sat fokus på, at flere og flere lande er begyndt at hjemtage tidligere udliciterede opgaver.
Grunden til den trafik er erfaringer fra perioden under covid-19. Her oplevede mange, at private virksomheder, som havde overtaget offentlige opgaver ved udlicitering, ikke kunne leve op til den standard, som borgerne og landet forventede.
Det blev meget tydeligt, at når man nu havde udliciteret fx facility management (rengøring, vedligeholdelse af bygninger med mere, red.), som vi også kender det i Danmark, så faldt både lønnen og antallet af de medarbejdere, som før skulle udføre arbejdsopgaverne. Det betød i mange tilfælde, at udliciteringen resulterede i betydeligt dårligere både fysisk og psykisk arbejdsmiljø. For slet ikke at tale om, at medarbejdere oplevede en markant nedgang i lønnen.
Den bagside ved udlicitering er jo velkendt viden. Det nye er, at på verdensplan er over 1.600 forskellige udliciterede opgaver i 75 lande nu blevet offentlige igen. Og det er bestemt værd at kigge ind i. Uanset, hvilken opgave som udliciteres, skal vi huske på, at vi ikke kun er medarbejdere eller fagforeningsfolk.
Vi er også forbrugere og borgere i vores respektive lande. Og dermed har vi en dobbelt interesse i, at de offentlige serviceydelser bliver leveret med kvalitet og til tiden. Englændere fortalte, at de havde lavet en tjekliste over opmærksomhedspunkter til deres tillidsfolk, så den jagter jeg lige nu. Måske kan vi få glæde af englændernes gode råd, når vi selv står i en situation, hvor en udliciteret opgave kommer i udbud igen og måske kan vindes tilbage i offentligt regi.
Spørg chefen, hvad hun bruger dine data til
En anden session på verdenskongressen handlede om AI, kunstig intelligens - og hvad den slags gør ved medarbejderne, når det implementeres.
I den forbindelse hørte vi om en for mig ny måde at blive overvåget som medarbejder. Nemlig når man bliver konfronteret med, at ens arbejdsgiver forventer, at man bruger sin egen telefon til arbejde.
Det krav er heldigvis ikke så udbredt i vores sektor i Danmark. Men det er værd at tænke over perspektiverne, fordi arbejdsgiver på den måde får adgang til data, som man ikke nødvendigvis lige er interesseret i, at arbejdsgiver har. Ligesom arbejdsgiver får adgang til masser af viden om vores gøren og laden, når vi benytter arbejdspladsens it-grej og telefoni.
Britta Lejon, som siden 2012 har været formand for det svenske fagforbund ST, blev under kongressen valgt som formand for Public Services International (PSI). Privatfoto.
Vi delegerede blev kraftigt opfordret til at spørger arbejdsgiver: ”Hvad sker der med den data, som du indsamler om mig?” Der er eksempler på, at arbejdsgiver til det spørgsmål har svaret, ”det ved jeg ikke” – eller endnu værre – ”Det hører under ledelsesretten, så det fortæller jeg dig ikke”.
De eksempler gjorde det endnu mere klart for mig, at det er mere end yderst vigtigt, at vi som tillidsvalgte altid påpeger, at vi skal høres, når ny AI og teknologi bliver indført på arbejdspladsen. Jeg blev bekymret, da en kollega fra Indien fortalte om, hvordan medarbejderne skulle logge ind via deres private telefoner på arbejdsgivers system. Hvis de fx kom 5 minutter for sent, ville dagen ikke blive registeret som en arbejdsdag, og de ville blive trukket i løn – selvom de havde været der.
Så langt (ud) er man dog ikke gået i Danmark. Men faktum er, at vi jo skal logge os ind, når vi kommer. Selvfølgelig skal man ikke komme for sent, men at blive trukket en hel arbejdsdag, fordi man misser 5 minutter, syntes jeg alligevel er lidt meget i overkanten.
Chatbot som tillidsrepræsentant?
Kan man forestille sig, at TR i fremtiden kan blive erstattet af ChatGPT (eller en chatbot)?
Sådan lød et interessant spørgsmål under kongressen. Der lød et gys fra salen. Det er jo selve fundamentet for vores bevægelse, der her bliver sat spørgsmålstegn ved. Tillidsrepræsentanten er tæt på, virkelig og fagforeningens gesandt på arbejdspladsen.
Vi var enige i den danske delegation om, at mange gange er der ting på spil, når et medlem kontakter tillidsrepræsentant eller fagforeningsafdeling, som aldrig vil kunne klares af en chatbot. Meget ofte drejer henvendelser sig om dårligt arbejdsmiljø, og den slags problemer vil man kun kunne få belyst, hvis det er et levende menneske, man taler med.
Hvor lang barsel kan mænd holde? Er arbejde det vigtigste i livet - eller er der også plads til familie og venner? Sådan lød nogle af spørgsmålene i en undersøgelse, som den japanske delegation ved verdenskongressen søgte svar på. Ulla svarede kvinden Asumi, som er brandmand. Asumi fortalte Ulla, at nogle japanere begår selvmord på jobbet, fordi de ikke kan følge med og synes, at de er en fiasko. - Det var ret skræmmende at høre hende fortælle mig det, siger Ulla. Privatfoto.
Det sidste jeg vil nævne, som i den grad gjorde indtryk, var, at man i England og Sydkorea har forbudt strejkeretten for de offentlige ansatte! Her er tale om et direkte brud på internationale arbejdsmarkedskonventioner. Begrundelsen er, at der var tale om livsvigtige funktioner, og derfor kunne arbejderne ikke strejke. Forbuddet gjaldt ikke bare på hospitalerne, men i hele den offentlige sektor.
Heldigvis har vi vores danske model med indbygget konfliktret. Men ved overenskomstfornyelsen i 2018, hvor blandt andre HK sendte strejkevarsel, og ministeren svarede igen med et lockoutvarsel, fandt Finansministeriet jo ud af, at de måtte undtage nogle af de statsansatte fra lockouten og kalde dem tilbage på arbejde, fordi de udgjorde en væsentlig del af driften.
Vores ret til at strejke ved overenskomstfornyelsen er gammel – og vi skal værne om den. Men det betyder, at vi også skal være mange nok. En kan spørge – mange kan kræve.
Sammen er vi stærke.
