Camilla og Mads Krobæk - som her har deres ældste datter Ophelia på armen - mistede deres førstefødte datter, Ellen, da hun var blot seks måneder. Her fortæller de, hvordan deres arbejdspladser tacklede den forfærdelige situation. Fotos: Lisbeth Holten
Lille Flora på 5 uger ligger og strækker sig i den rosafarvede babynest på sofaen, mens de små øjne langsomt åbner sig. Der går ikke mange sekunder, før Ophelia på 15 måneder registrerer de lavmælte babylyde og bestiger sofaen. Stolt giver hun lillesøster sin sut i munden og et kys i panden, inden hun igen løber videre.
Mads og Camilla Krobæks ældste datter, Ellen, nåede derimod aldrig hverken at kysse sine to små søstre eller trippe rundt på sine små babyfødder. I foråret 2019 døde Ellen af en uopdaget medfødt hjertefejl, kun seks måneder gammel.
Sorgen over de ting, Camilla og Mads aldrig nåede at opleve med Ellen vil for altid sidde dybt i dem. Men ankomsten af deres to yngste døtre har gjort, at de i dag igen har fundet glæden ved livet.
- Sorgen bliver ikke mindre. Det tror jeg ikke, folk forstår, hvis ikke de har prøvet det. Folk tror, man kommer videre, men det gør man ikke. Det er en livserfaring, som vi langsomt lærer at leve med, siger 33-årige Camilla.
Camilla og Mads vidste ikke, at Ellen var syg, før hun var to måneder. Graviditeten var forløbet uden problemer, og Camilla var gået på barsel fra sit HK-job i energiselskabet Ørsted med et ”på gensyn” om, at de sås igen efter endt barsel et års tid fremme i kalenderen.
De første måneder var som i de fleste familier med spædbørn fyldt med søvnunderskud og sutteflasker. Da Ellen gennem en længere periode ikke rigtigt havde taget på, sendte sundhedsplejersken den lille familie videre i systemet, og de endte til sidst på Rigshospitalets børnekardiologiske afdeling.
Den praktiserende læge, som de besøgte på sundhedsplejerskens opfordring, kunne efter at have lyttet til Ellens hjerte høre en mislyd, og ved yderligere undersøgelser blev det konstateret, at der var noget alvorligt galt.
Ellen gennemgik en stor hjerteoperation, og familien fejrede Ellens første jul på Rigshospitalet. Da familien blev udskrevet i januar 2019, var det med viden om, at Ellen skulle opereres i hjertet igen og tage medicin resten af sit liv, men også endelig igen med en tro på fremtiden.
Camilla fortsatte sin barsel hjemme i lejligheden på Østerbro, mens Mads, der er uddannet kontorassistent med speciale i økonomi, fik nyt job i det globale konsulenthus Intertrust Group. Få uger efter Mads var startet i nyt job, skulle Ellen igennem sin anden hjerteoperation. Dagen før operationen - knap 7 måneder gammel - døde Ellen på Rigshospitalet.
De daværende regler i barselsloven betød, at Camilla fik 14 ugers sorgorlov, mens Mads kun havde krav på 2 uger. Hans arbejdsgiver gav ham dog, hvad der svarede til Camillas. I dag er loven ændret, så alle forældre, der mister et barn under 18 år, har ret til 26 ugers sorgorlov.
Hverken Camilla eller Mads’ arbejdspladser havde en egentlig plan for, hvordan de håndterer sorgramte medarbejdere. I tiden efter begravelsen rejste Mads og Camilla væk for at få det hele lidt på afstand. De havde kun overskud til at være sammen med hinanden og de allernærmeste.
Dagene var fyldt med lange gåture - og med tanker om, hvordan de hver især havde behov for, at en tilbagevenden til arbejdspladsen og en hverdag uden Ellen skulle se ud.
- Sorgen bliver ikke mindre. Det tror jeg ikke, folk forstår, hvis ikke de har prøvet det, siger Camilla Krobæk, der her viser et billede af deres afdøde datter Ellen. Fotografiet hænger normalt på væggen i stuen.
Kollega tog selv initiativ
Camilla havde - og har stadig - et par tætte kolleger i Ørsted, hvor hun et par år forinden var blevet uddannet som kontorassistent med speciale i administration. En af dem, der ikke boede langt fra hende og Mads, kom forbi, og sammen gik hun og Camilla et par ture rundt på Kastellet, mens Camilla endnu havde sorgorlov.
Her spurgte hun, hvordan Camilla havde det med snart at skulle tilbage på job.
- Jeg vidste det helt ærligt ikke. Den største frygt var, at folk ikke vidste, hvad de skulle gøre, siger Camilla.
Camilla kollega sagde, at hun ville være hendes ”buddy”, når hun startede op og hjælpe hende med at komme ordentligt tilbage. Hun tog blandt andet Camilla med til frokost hver dag og tog et par ekstra kopper kaffe med hende i løbet af arbejdsdagen, så Camilla kunne få et pusterum.
På den sidste gåtur, inden Camilla igen skulle ind ad glasdørene i Ørsted i Gentofte, talte de om en bekendt, der også havde mistet sin 18-årige søn. Hun havde lavet en liste til sine kolleger med ønsker til, hvordan hun gerne ville komme tilbage. Det inspirerede Camilla til selv at skrive en mail, hvor hun fortalte, hvordan hun havde det lige nu, og oplistede seks punkter til, hvordan hun ønskede, at folk tog imod hende.
Hendes chef sørgede for, at den blev sendt rundt til Camillas netværk på arbejdspladsen. For Camilla var det vigtigt, at kollegerne vidste, at de ikke skulle være bange for at spørge ind til hverken hende eller Ellen. Og at de tog fat i hende, hvis hun blev ked af det - også selv om det måske var nemmest at vende næsen mod computerskærmen i stedet. Og at de var tålmodige i forhold til, hvor meget hun ville kunne bidrage med til at starte med.
- Så kunne jeg til gengæld garantere dem, at jeg ville få det bedre med tiden, siger Camilla.
Inden hun kom tilbage, var hele det forretningsområde på omkring 200 medarbejdere, som Camilla hører under, orienteret om Ellens død, og hendes eget team havde vendt hendes mail på et teammøde.
- Det hjalp dem til at tage bedre imod mig, da barriererne om, hvordan man tager imod en person, der er i så dyb en sorg, blev brudt ned på forhånd, siger hun.
Tilbage på arbejde bestemte Camilla også selv, om hun ville tilbage på halv- eller fuldtid. Og hun sørgede selv for at tage imod opgaver og projekter, der ikke havde alt for korte tidsfrister.
Ingen tætte kolleger
For Mads var situationen noget anderledes. Han havde ikke engang været ansat i Intertrust Group i en måned, da Ellen døde, og han gik på sorgorlov. Han havde derfor naturligt heller ingen tætte kolleger at gå til - eller som kom til ham. Undervejs i sin sorgorlov talte han et par gange med sin arbejdsgiver, men han havde indtryk af, at de generelt ikke rigtig vidste, hvordan de skulle håndtere situationen.
Da han startede op i sit HK-job igen efter de 14 ugers sorgorlov, hans arbejdsgiver hensynsfuldt havde givet ham, selv om han ikke havde krav på mere end 2 uger, var det på 37 timer. Men med en aftale om, at han selvfølgelig bare skulle sige til, hvis han havde brug for det. Derudover var der ikke lagt en plan for hans tilbagekomst.
- Da jeg mødte ind den første dag, fik jeg et ”velkommen tilbage”, men så var det også lidt det. Det, der var sværest, var klart, at der ikke blev taget nogen hensyn. Mine kolleger vidste heller ikke rigtigt, hvad de skulle sige. Så i stedet lod de hurtigt bare, som om at alting var, som det plejer, husker Mads.
Hans chef havde selv haft et meget sygt barn, så han vidste lidt om den situation, Mads stod i. Og den forståelse og frihed til at gøre, hvad Mads selv følte var bedst, som han derfor gav ham, er han meget taknemmelig for.
- Jeg var heldig at have en god chef, men jeg skulle jo selv stadig tage fat i ham. Og det kan være svært at sige, at man faktisk ikke har det særlig godt, når man samtidig er pligtopfyldende og gerne vil gøre tingene ordentligt, siger Mads.
Derfor mener han også, at alle virksomheder bør have en plan for, hvordan man agerer, hvis en medarbejder mister et barn eller en ægtefælle.
Læs også: Arbejdspladsen kan være en afgørende forskel for kolleger i sorg
- Det er fint, at der er nogen, der tager nogle personlige initiativer som i Camillas tilfælde, og jeg var jo også selv heldig at have en chef, der kendte lidt til at stå i sådan en situation, men det bør jo aldrig være op til den enkelte medarbejder eller leder. Arbejdsgiverne er nødt til at være proaktive og gøre op med den der attitude med, at man sender en buket blomster og så ikke rigtig gør mere, siger Mads.
Han er ikke i tvivl om, at det ville have været en stor hjælp, hvis han i for eksempel en medarbejderhåndbog havde kunnet læse, hvilke muligheder han havde - fremfor selv at skulle forsøge at finde informationen og tale med et hav af forskellige medarbejdere i HR-afdelingen og i det offentlige.
- Det er klart, at det sjældent sker, og virksomhederne derfor måske ikke har taget stilling til det. Men på den anden side er det, når det sker, at du har allermest brug for det, siger Mads.
Mads Krobæk var begyndt i nyt job få uger forinden, deres førstefødte datter Ellen døde. Her står han med næsten nyfødte Flora, der var 5 uger, da billedet blev taget.
Kollega hjalp med henvisning til krisehjælp
Da Camilla havde været tilbage på arbejde en måneds tid, tog en kollega, der selv havde haft alvorlig sygdom tæt inde på livet, fat i hende og spurgte, om hun havde gjort brug af den private sundhedsforsikring, hun havde som ansat i Ørsted.
Kollegaen havde selv god erfaring med ordningen. Det blev det ekstra skub, der skulle til, for at Camilla indså, at hun blev nødt til at få professionel hjælp. Ud over en enkel times samtale på hospitalet i forlængelse af Ellens død - og en masse pjecer - havde de ellers ingen professionel hjælp fået.
Da Camilla tog fat i forsikringen, blev hun straks sat op med et krisekorps og var i et forløb, der fortsatte i mere end et år. Et forløb, der selvfølgelig handlede om Ellen, men da hun blev gravid igen med deres anden datter, Ophelia, satte det en masse i gang, som hun også blev hjulpet godt videre med.
- Der følger en masse tanker med, når man går fra at miste et barn til at sætte et nyt i verden. Ulykken forfølger jo stadig en, siger Camilla og uddyber:
- Graviditeten med Ellen var god, fordi vi jo levede i uvished. Når man så står med en ny graviditet, hvor man får at vide, at alt ser fint ud, er det klart, at man ikke kan lade være med at tænke ”Det har vi jo hørt før”. De sagde også, at der var fint flow i hjertet dengang - men det var der jo ikke.
Da Camilla og Mads i sommeren 2020 igen tog mod fødeafdelingen på Rigshospitalet, kunne de heller ikke lade være at se mod Ellens gamle opgang. Inden de forlod hospitalet med Ophelia, blev hun gennemscannet af en hjertelæge.
- Jeg skulle ikke endnu en gang tage hjem i god tro med et sygt barn, siger Camilla.
For få måneder siden er også lille Flora kommet til familien. Også hendes hjerte er gennemscannet ved fødslen, hvor alt så fint ud.
- Det er først nu med mine to mindste piger i armene, at jeg igen kan sige, at jeg er rigtig glad, siger Camilla.
Det værste, du kan gøre, er ingenting
Den forståelse Camilla de seneste år har mødt fra sine kolleger har været afgørende for, at hun i dag trives godt på sit arbejde både fagligt og socialt.
- Mine kolleger har virkelig været de bedste til at hjælpe mig igennem. Hvis de ikke havde taget så meget initiativ, tror jeg ikke, at jeg var kommet ordentligt tilbage. Så var det jo nok endt med, at jeg havde prøvet at søge væk, siger Camilla.
Sammen med familie, venner og sygeplejersker fra Rigshospitalet deltog flere kolleger også i Ellens begravelse. Camilla havde selv inden begravelsen sendt en mail til sin chef og bedt hende om at sende den videre til hendes tætte kolleger, hvor hun skrev, at de, der havde lyst, var velkomne. 20 af Camillas kolleger deltog i begravelsen.
- De havde fulgt hele forløbet, og jeg havde været på besøg med Ellen, inden vi vidste, hun var syg. Så det var helt naturligt, at de var med, siger Camilla.
For Camilla har det netop været vigtigt, at kollegerne gennem hele forløbet er blevet ved med - og bliver ved med - at vise interesse og spørge ind til Ellen. Også selv om det er umådeligt svært.
- Det værste, man kan gøre, er ikke at gøre noget. Det gør så ondt, når man kan mærke i folks blikke, at de er rigtig kede af det på ens vegne, men at de ikke kommer over. Og så den der stilhed … Så har man lyst til bare at gå hjem og finde et nyt job, hvor folk ikke kender en og ved, hvad der er sket, siger Camilla.
Læs også: Sådan støtter du bedst en kollega i sorg
Selv om Mads ikke på samme måde som Camilla oplevede, at der var nogen på arbejdspladsen, der tog hånd om hans sorg, er han fortsat glad for at være på sin arbejdsplads. På grund af corona har det meste af det seneste halvandet års arbejde foregået på hjemmekontoret. Men enkelte gange har han dog oplevet, at kolleger har taget fat i ham for at tale om Ellen og deres egen sorg over at have mistet.
- Mange spørger i dag, om vi er kommet over det. Folk tror, at sorgen forsvinder, men det gør den ikke - vi kommer aldrig over det, men vi har det bedre, siger Mads.
Det er ikke længe siden, at Ellen kunne være blevet 3 år. På både hendes fødselsdag og dødsdag holder Mads og Camilla fri fra både arbejde og private aftaler.
- Vi ved aldrig, hvordan sorgen rammer. I år var jeg virkelig ked af det - nu ved vi jo, hvordan det er et at have et barn i tumlingealderen, og forestillingen om, hvordan Ellen som ville være fyldt 3 år i år, ville have været, gør ondt. Jeg er sikker på, at der også i fremtiden vil opstå sådan nogle øjeblikke igennem hendes søskende, som helt naturligt vil være med til at give sorgen og savnet til kende, siger Camilla.
Sorgen over de ting, Camilla og Mads Krobæk aldrig nåede at opleve med Ellen, vil for altid sidde dybt i dem. Men ankomsten af deres to yngste døtre, Ophelia og Flora, har gjort, at de i dag igen har fundet glæden ved livet.