"Nogle ville snakke. Andre slet ikke"

Hittegodsmedarbejderne Peter Bassøe (t.v.) og Sebastian Nielsen havde en hektisk uge på jobbet i ugen efter skudepisoden i Field's. Foto: Mikkel Østergaard

Som medarbejder på Hittegodskontoret i Københavns Politi er Sebastian Nielsen vant til at se lidt af hvert, når han er ude og hente ting med politiets lastbil. Men mandag 4. juli, da efterforskningslederen ringer og beder ham og hans kollega om at hente de efterladte effekter fra søndagens skyderi i indkøbscentret Field’s, bliver han mødt af et syn, han aldrig har forestillet sig.

LÆS OGSÅ: 13 minutter, der forandrede hverdagen

- Man kan fornemme, at der har været kaos. Der er stadig musik fra butikkerne, og brandalarmen kører. Der ligger mad på gulvet, for folk har smidt alt, hvad de står med. Det er som at komme ind i en spøgelsesby, fortæller Sebastian og fortsætter:

- Der er vildt mange ting. Især mange klapvogne og barnevogne. Da der blev skudt, tog folk jo bare deres børn og løb.

Penge og telefoner blev efterladt

Inden Sebastian og hans kollega kan pakke de efterladte ejendele, skal de vente på, at de bliver frigivet efter tekniske undersøgelser og foto. Derefter kører de dem ind til Hittegodskontoret på Polititorvet. Tre gange i alt fylder de bilen op. 

Tingene bærer de ned i politiets gamle kosterkælder dybt nede under politigården. Det var der, hvor politiet indtil 2016 opbevarede beslaglagte effekter. I dag er kosterkælderen flyttet til Nordsjælland, og de gamle, dystre lagerrum er siden kun blevet brugt til lidt møbelopbevaring.

- Der var nok 50-60 klapvogne. Og folk havde efterladt deres tasker i dem med penge og telefoner og det hele, fortæller Peter Bassøe, som arbejder i Hittegodskontorets kontordel og var med til at tage imod effekterne.

System nede i kælderen

Hele mandagen til ud på aftenen og hele tirsdagen bruger Sebastian, Peter og deres kolleger i afdelingen på at placere tingene efter et system, hvor det er nemt at finde dem, hvis én fx kommer og spørger efter en taske, der er efterladt på en bestemt restaurant.  

Onsdag åbner Hittegodskontoret for, at folk kan møde op og hente deres ejendele. Åbningstiden er udvidet til klokken 9 til 18 onsdag, torsdag og fredag og fra 10 til 14 i weekenden. Sebastian og hans kollega Bo er på arbejde hele tiden alle dagene. De andre i afdelingen møder op i hold.

Allerede klokken 8 står der mennesker og venter udenfor. Hvor de normalt ville være nødt til at vente, til åbningstiden begynder, lukker Sebastian og hans kolleger dem ind og tager dem med ned i kælderen. 

- Bo og jeg gik nok 30.000 skridt hver i de dage, for vi tog turen op og ned ad trapperne med hver enkelt, fortæller Sebastian.

Mellem onsdag og søndag har de op til 80 udleveringer om dagen. På en almindelig dag ville det være mellem 40 og 50, anslår de. Uforudsigelige reaktioner Hele tiden er der mennesker. Nogle har stort behov for at snakke. Andre slet ikke.

- Jeg synes selv, at jeg er sådan okay til at snakke med mennesker. Men det er en svær balance. Man er vant til at snakke med hittegodskunder i én situation, men pludselig er det en helt anden, hvor der kommer nogen, som måske har fået ar på sjælen. Nogle er måske ikke klar over det endnu. Man skal virkelig mærke efter, hvor folk er henne, siger Sebastian.

Efterfølgende har han tænkt meget over folks mange forskellige reaktioner, og hvor uforudsigelige de er.

- Der kan være nogen, som har stået uden for Field’s og ikke set noget, men som reagerer på, at ”hvis jeg havde været derinde for fem minutter siden, kunne det måske have været mig”. Mens der er andre, som var derinde, og så de grimmeste ting, man kan se, men som tager det som Superman. Det var spændende at opleve, men også hårdt.

”Fedt, du tog dig tid”

Fra begyndelsen aftaler kollegerne med hinanden, at selv om dagene er hektiske, og de knap har tid til at spise og gå på toilettet, er det er i orden at tage sig tid til at tale med dem, der har behov for det.

- Der var en ung pige, som jeg tror, jeg snakkede med i en halv time, fortæller Sebastian.

- Hun havde brug for at fortælle sin historie til nogen, der ikke var hendes mor og far eller venner. Selv om Bo tog fire ture op og ned, mens jeg tog én, var det fedt at opleve, at han bagefter sagde, ”hold da op, hun havde brug for at snakke. Fedt, at du tog dig tid til det”.

Krisehjælp og farvekridt

Peter Bassøe fortæller, at han forinden havde lavet en seddel på dansk og engelsk med en liste over steder, hvor man kan få krisehjælp. Der er også malebøger og farvekridt til børnene.   

- Vi gav sedlen til alle og sagde til dem: ”Det kan godt være, du ikke har brug for krisehjælp nu, men måske har du det om en måned”, fortæller Peter og tilføjer:

- Det er måske ikke så rart selv at skulle søge efter krisehjælp på internettet, hvis man så bliver konfronteret med alt muligt, der handler om skyderiet i Field’s. Det har man nok ikke lyst til at se.

Fylder i frokostpausen

I løbet af dagene spørger mange efter gode råd hos Sebastian, Peter og deres kolleger med henblik på, hvordan de skal tackle deres oplevelser.

- Vi er jo ikke krisepsykologer, og vi kan kun komme med anbefalinger. Det kan være at tale med en krisepsykolog, eller det kan være at tage ud til Field’s igen og se, at det bare er et indkøbscenter. Men man skal jo mærke efter, hvad der er rigtigt for en selv, siger Sebastian.

Indkøbscentret Field's dagen efter skudepisoden. Foto: Miriam Dalsgaard/Ritzau Scanpix

I frokostpausesnakken på Hittegodskontoret fylder tragedien i Field’s meget i dagene efter. Både oplevelser med de mennesker, de har mødt, og deres historier, men også årsagen til det hele.

- Vi har også snakket meget om dét, at et ungt menneske forvildede sig derud og gjorde det, han gjorde. Et menneske, der råbte om hjælp, da man ikke kunne nå at hjælpe ham inden. Det er supertragisk, siger Sebastian.

Selv har han været i Field’s i et personligt ærinde nogle uger efter genåbningen. Det var tilfældigt, siger han, men det var også rart at se, at alt var blevet normalt igen.