collage med nyhedsbilleder

Allerede fra foråret 2023 fyldte OK24 i HK Stats nyhedsstrømme. Og efterhånden som medlemmernes ønsker til overenskomstfornyelsen tikkede ind, stod det tydeligt, at allerøverst på ønskelisten stod LØN.

At dét emne vækker læsernes nysgerrighed, afslører årets nyheds-top10, hvor 6 af pladserne går til historier, som enten handler om tidligere overenskomstaftalte lønstigninger eller om forventninger til kommende af slagsen i forbindelse med OK24.

Det har også fanget manges interesse, at sygefraværet i staten steg markant i 2022. Det viser listens fjerdeplads. I samme boldgade er plads nr. 8, som udgøres af den mere end 2 år gamle nyhed om, at sygdomsforebyggelse blev en del af pensionsordningen i Sampension. En historie, der også poppede op på top10-listen for 2022.

Nyheden på plads nr. 6, som især de ældre læsere nok ventede på med spænding, var historien fra 3. juli: "Uenighed om senioraftale er løst ved forlig". Den beskrev nemlig enden på uenigheden mellem CFU og Medst om den praktiske forståelse af den aftale om seniorbonus, der blev indgået ved OK21.

Endelig går plads nummer 2 på listen over årets 10 mest læste nyheder til historien, "Jeg vil ikke ende som en grøntsag", om Anni Kjeldsen, der gennem 2 år blev udsat for voldsom og ubegrundet chikane på sociale medier og på arbejdspladsen Molslaboratoriet. Chikane, som fik Anni til at sige stop og lægge sit arbejdsliv om:

- Konsekvensen, frygter jeg, bliver, at hvis jeg ikke gør noget, knækker jeg helt sammen. Jeg vil ikke risikere, men jeg vil heller ikke finde mig i at ende som en grøntsag på grund af chikanen, understregede Anni Kjeldsen i artiklen.