Opslag i journaler: "Jeg kommer til at dø på det her bjerg”

- Hvis en borger ser mit navn i loggen, kan jeg få et vredt opkald. det er en virkelig ubehagelig situation, siger lægesekretær og FTR Janni Andersen. Foto: Lars Pryds

Når telefonerne ringer på Nordsjællands Hospital, kan det være alt fra forvirrede pårørende, der er blevet sendt rundt i systemet uden at vide, hvor de skal starte eller slutte, til syge patienter, der er frustrerede og kede af, at de ikke kan finde ud af, hvor de hører til.

Her er det Janni Andersen og hendes kolleger, der tager imod.

– Mit job er at hjælpe patienterne. Punktum. Hvis en patient ringer og er helt fortabt i et forløb, så skylder de mig ikke noget, men jeg skylder dem at finde ud af, hvor de skal hen. Nogle gange skal jeg helt ind i journalnotaterne for at forstå, hvad lægen har planlagt. Det er en del af min faglighed. Det er dét, jeg er god til, siger Janni Andersen, der er fællestillidsrepræsentant for lægesekretærerne på Nordsjællands Hospital.

Nogle gange skal jeg helt ind i journalnotaterne for at forstå, hvad lægen har planlagt

- Janni Andersen, lægesekretær og FTR, Nordsjællands Hospital

Men netop den faglighed er under pres. For i medierne, hos politikere og i patientforeninger fylder ét emne mere og mere: Snagen i patientjournaler.

Mistænkeliggjort hver dag

Alle opslag i en patientjournal bliver registreret, og borgerne kan nu selv se, hvem der har været inde i deres data via sundhed.dk. Det er i sig selv ikke et problem, mener Janni Andersen. For gennemsigtigheden er sådan set fin. Men det bliver et problem, når konteksten mangler.

– Hvis en patient ringer ind, og jeg søger på vedkommendes navn, bliver jeg logget. Også selvom jeg bare har kørt musen hen over tre andre journaler, inden jeg fandt den rigtige. For udefra ser det ud, som om jeg har været inde i flere forskellige journaler, selvom jeg ikke har åbnet én eneste af dem, fortæller hun.

Det er især svært for kolleger, der arbejder i callcentret og laver hundredvis af opslag om dagen.

– Vi kan blive logget bare ved at prøve at hjælpe en patient, der ikke kan finde vej. Hvis en borger så ser mit navn i loggen, kan jeg få et vredt opkald: “Hvorfor har du været inde og kigge i min journal?”

– Det er en virkelig ubehagelig situation. Så vi har en politik om, at alle den slags opkald bliver sendt videre til vores leder. Så er det hende, der må bruge tid på at dokumentere, hvorfor jeg har gjort mit arbejde, siger Janni Andersen.

- Det går i sidste ende ud over patienterne, når lægesekretærer bliver mistænkeliggjort, siger TR Janni Andersen. Foto: Lars Pryds

Frygt i stedet for faglighed

Janni Andersen mærker tydeligt, hvordan de seneste sager i medierne har ændret stemningen blandt hendes kolleger.

– Vi er fagligt stolte mennesker. Vores kerneopgave er at hjælpe patienterne og guide dem gennem et komplekst sundhedssystem. Men lige nu bliver vi mistænkeliggjort, hver gang vi løser vores opgave. Det er ødelæggende for arbejdsglæden, sukker hun.

Hun ser allerede kolleger, der har ændret deres adfærd af frygt for at træde forkert.

– Jeg har en kollega, der simpelthen sender patienterne videre til akutmodtagelsen, fordi hun ikke tør slå dem op i systemet og hjælpe dem. Det går ud over patienterne – og det går ud over os, forklarer Janni Andersen og understreger:

– Når man hele tiden bliver mødt med mistillid, slukker det flammen i ildsjælene. De medarbejdere, der brænder for at gøre en forskel, mister modet, og det kan vi som sundhedsvæsen ikke undvære, siger Janni Andersen.

Politikere uden forståelse

Frustrationen vokser, når Janni Andersen ser politikere udtale sig i medierne om “snagen i journaler”.

– Jeg bliver så vred. Mange af dem har tydeligvis ikke forstået, hvor stort og komplekst systemet er, og hvad vores arbejde går ud på. De taler om at stramme reglerne endnu mere, men det rammer de forkerte. Vi er ikke ude på at snage, vi prøver bare at hjælpe de mennesker, der har mest brug for det, siger hun og fortsætter:

– Vi har brug for at kunne arbejde tillidsbaseret, og de sager, der har været, har jo vist, at systemet virker, for de brodne kar er blevet fanget. Men det er helt sikkert et ledelsesmæssigt problem, at de sager har kunnet komme så vidt. Og det er problematisk, at alle offentligt ansatte nu skal mistænkeliggøres på den baggrund.

Jannie Andersen nævner patienter, der har forløb på flere hospitaler og er fuldstændig fortabte i et virvar af breve, afdelinger og scanninger.

– Jeg vil sige til politikerne, at jeg håber virkelig ikke, at I selv bliver syge! For uden os til at holde styr på det, risikerer patienterne at blive kastet rundt mellem specialer og hospitaler uden nogen, der har det fulde overblik. Og det kan ingen være tjent med, understreger hun.

FTR Janni Andersen bruger meget tid på at komme rundt og lytte til kollegerne i de forskellige afdelinger på Nordsjællands Hospital. Foto: Lars Pryds.

“Jeg har deres ryg”

Som fællestillidsrepræsentant bruger Janni Andersen megen tid på at lytte til sine kolleger og tage deres bekymringer videre til ledelsen og politikerne.

– Mange af mine kolleger er virkelig urolige. De er bange for, at et enkelt forkert klik kan koste dem jobbet. De skal ikke være bange for at gøre deres arbejde. Jeg går forrest i den her kamp, for hvis vi mister vores mulighed for at hjælpe patienterne, mister vi også det, der giver mening i vores arbejde, siger hun.

For hende er der ingen tvivl om, hvad der er på spil:

– Det her bliver det bjerg, jeg kommer til at dø på. Hvis vi ikke længere kan passe vores kerneopgave uden at frygte for fyring, så er jeg nødt til at råbe højt. Vi skal kunne hjælpe patienterne – alt andet er uacceptabelt.