Formanden for HK Handel Sjælland, Helle Friis, bød velkommen til de medlemmer, der havde fundet vej til varmen på Hotel Kirstine i Næstved denne kolde tirsdag aften i januar. 

Herefter fremlagde hun årets beretning, som gav et indblik i nogle af de vigtigste sager og opgaver, der blev løst i 2024.

Helle Friis

Helle Friis blev genvalg som formand for HK Handel Sjælland efter hun havde fremlagt årets beretning. 

Helle Friis kom både ind på HK Handels kampagnearbejde i forbindelse med OK25, tillidsrepræsentanternes indsats og den nye obligatoriske lønforsikring. Om sidstnævnte sagde hun: 

- Som noget helt nyt har HK Handels medlemmer nu også fået lønforsikring. Den er kollektiv og obligatorisk, og derfor koster den kun 55 kroner om måneden. Det er faktisk den billigste og mest solidariske lønforsikring, der findes i Danmark. Det vil jeg gerne vove at påstå.

Lotte, Linn og Heidi
De to bestyrelsesmedlemmer Lill Normand Jensen  og Heidi R. Andersen sammen med  Lotte Høgh, fagchef i HK Sjælland og i dagens anledning også valgt som referent, får sig et grin i pausen. 

Politisk indsats 

Der var også andre store emner med i beretningen, blandt andet nogle af de politiske sager, som HK Handel har arbejdet med i det forgangne år.

Et af disse emner var lydovervågning i butikkerne, som desværre ser ud til at blive en realitet. HK Handel fraråder kraftigt det lovforslag, der tillader konstant lydovervågning. Hvis overvågningen overhovedet skal indføres, bør den være selvaktiverende og kun anvendes i særlige situationer. HK Handel arbejder fortsat for at beskytte medarbejdernes privatliv og sikre, at eventuelle overvågningsinitiativer overholder lovgivningen og respekterer de ansattes rettigheder.

Overbliks billede af generalforsamlingen

I beretningen var der også indlagt to diskussionsemner, hvor deltagerne skulle komme med input til at løse forskellige problemstillinger. 

Nye ansigter i bestyrelsen

Formandens genvalg markerede en fortsat tillid til det arbejde, der er blevet udført i løbet af året.

Samtidig styrkes bestyrelsen med to nye ansigter: Casper Kudsk og Sasha Hemmingsen. Casper Kudsk, der er regionstillidsrepræsentant hos Telenor, bringer solid erfaring fra telebranchen, mens Sascha Hemmingsen, TR hos Bauhaus i Næstved, tilfører indsigt i detailhandelens udfordringer.

Casper Kudsk

Casper Kudsk er nyvalgt bestyrelsesmedlem i HK Handel Sjællands bestyrelse for 2 år. 

Sascha Hemmingsen

Sascha Hemmingsen er nyvalgt bestyrelsesmedlem for 1 år. 

Desuden blev alle tre suppleant-pladser også besat. Det var henholdsvis Britt Drud Sørensen fra Kvickly i Kalundborg, Betina Schultz Thomsen fra Nomeco i Køge og Tina Brandt fra Circle K i Roskilde.

De blev valgt til HK Handel Sjællands bestyrelse

 
  •  Helle Friis blev genvalgt som formand for 2 år.
  • Annika V. Kjær, Linda R. Hansen, Casper Kudsk blev valgt som bestyrelsesmedlemmer for 2 år.

  • Sascha Hemmingsen blev valgt som bestyrelsesmedlem for 1 år.

  • Britt Sørensen, Betina Schultz Thomsen og Tina Brandt blev valgt som suppleanter til bestyrelsen for 1 år.


Finn Orup underviser til TR-dag

Dagen var allerede startet tidligt for flere tillidsrepræsentanter, da der forud for generalforsamlingen var TR-dag med oplæg fra Finn Orup om forhandling.