Tirsdag aften holdt HK Kommunal Sjælland generalforsamling i Ringsted Kongrescenter.

125 stemmeberettigede medlemmer var mødt op for at høre om nogle af årets højdepunkter, herunder resultater fra OK-forhandlinger, nye tiltag for arbejdsmiljøet og fagforeningens indsats for bedre arbejdsforhold. Samtidig blev der set frem mod kommende udfordringer og vigtige milepæle i det kommende år.

Kasper Eilertsen på talerstolen

Inden selve generalforsamlingen havde næstformand i HK Kommunal Kasper Ejlertsen et indlæg om vigtige indsatsområder for HK Kommunal, herunder den kommende beskæftigelsesreform. 

Fokus på OK26

Formand for HK Kommunal Sjælland, Michael Rosenberg, havde mange fokuspunkter med i beretningen. Han lagde ud med at fortælle om de kommende overenskomstforhandlinger i 2026 (OK26).

Indsamlingen af medlemmernes krav sker i kampagneugerne til september. Inden da samler HK kommunal alle tillidsrepræsentanter til kickoff i Fredericia til juni.

Michael Rosenberg på talerstolen

Michael Rosenberg på talerstolen. 

Indsatser for det psykiske arbejdsmiljø

Et andet vigtigt emne, som Michael Rosenberg berørte, var arbejdsmiljøet. Sektoren er optaget af, at medlemmerne har et godt arbejdsliv. To ud af tre trives på deres arbejde, men der er også faresignaler. Blandt andet oplever 34% af medlemmerne, at de er stresset i hverdagen.

Sektoren arbejder med mange forskellige politiske tiltag og indsatser i forhold til stress. Der er både fokus på forebyggelse, men også at sikre, at arbejdspladserne kan håndtere stress bedre. 

En vigtig pointe fra Michael Rosenberg var, at man sammen på arbejdspladsen skal tale om trivsel, og hvordan vi sammen kan sikre hinandens arbejdsmiljø. Her spiller vores arbejdsmiljø- og tillidsrepræsentanter en væsentlig rolle. Der er forskellige opgaver for de to roller, men der er også en stor fællesmængde, som man skal styrke og udvikle på.

Tre kollegaer ved et bord

Inden generalforsamlingen startede, var der god tid til at få en snak med kollegaerne. 

 

PKA og Sampension var også med til generalforsamlingen

Sampension og PKA var også med, og der var mange som fik sig en snak om pension med rådgiverne. 

 

Fire kollegaer står og snakker  
Fire deltagere står og snakker, inden generalforsamlingen starter.

Bekymring for arbejdsmiljøet til debat

Ved debatten af beretningen var der også flere, der udtrykte deres bekymring for arbejdsmiljøet. Her blev fænomenet free seating nævnt, og at mange går på kompromis med indretningen af arbejdspladsen i hjemmet, fordi arbejdsgiveren kun er forpligtet til at indrette hjemmekontor, hvis man arbejder hjemme mere end to dage om ugen. En anden udtrykte bekymring for, at arbejdstiden er blevet mere flydende, og man derved aldrig rigtig får tid til at holde ordentlig fri. 

HK Kommunal Sjælland afholder et arrangement for tillidsvalgte den 28. april i anledning af den internationale arbejdsmiljødag. Sæt kryds i kalenderen. Mere info vil komme. 

Gruppe af kollegaer tager billede ved selfiestanden

Flere var også forbi fotostanden for at blive foreviget sammen med kollegaerne. 

Store reformer i vente 

HK Kommunal arbejder for at påvirke de kommende to store reformer, som påvirker mange medlemmer. Det er beskæftigelsesreformen og sundhedsreformen. 

Sidstnævnte reform, som slår Region Hovedstaden og Region Sjælland sammen til Region Østdanmark, fortalte lægesekretær og FTR på SUH, Camilla Malm, om. Hun sagde blandt andet:

- Usikkerheden om, hvad der kommer til at ske fylder selvfølgelig, da reformerne kan medføre store organisatoriske ændringer og potentielt ændrede arbejdsvilkår for mange medlemmer. Derfor skal vi tillidsrepræsentanter være skarpe til gribe medlemmerne, så de ikke føler sig på usikker grund. I HK samarbejder vi med de andre faglige organisationer i sundhedsvæsnet, så vi kan stå stærkt sammen. Selvom det kan virke utrygt, så ser jeg også frem til arbejdet for et mere lige sundhedsvæsen i regionen.

Camilla Malm på talerstolen

Camilla Malm fortalte om at arbejde som FTR, når der kommer store forandringer på arbejdspladsen. 

Valg til bestyrelsen 

Michael Rosenberg blev genvalgt som formand uden modkandidater. 

Tine Grodal Thomsen, Flemming Møss og Merete Kristensen blev genvalgt som bestyrelsesmedlemmer for to år. Mette Sophie Scheuer-Larsen stillede op for første gang til bestyrelsen, og blev valgt for en to-årig periode. 

Heidi Nyberg, Line Dam Endrup, Maj-Britt Christoffersen og Charlotte Valentin blev valgt som suppleanter i denne respektive rækkefølge. 

Mette Sophie Scheuer-Larsen

Mette Sophie Scheuer-Larsen arbejder som HR- og lønkonsulent i Region Sjælland. Hun er også næstforperson i HK Ungdom. Til generalforsamlingen blev hun valgt ind i HK Kommunal Sjællands bestyrelse.  

Medlemmerne mener

Vi spurgte også to medlemmer, hvad de synes er vigtigt på generalforsamlingen og deres generelle oplevelse. 

Hanne Nielsen, arbejdsmiljørepræsentant og faglig koordinator i Guldborgsund Kommune

Hanne Nielsen

- Jeg mener, det er vigtigt at se AMR og TR i en sammenhæng, da de virkelig kan berige hinanden på mange områder. Jeg er heldig at have et rigtig godt samarbejde med min TR. Men jeg kan mærke, at det andre steder halter lidt. AMR og TR arbejder ofte i forskellige grupper, og kommunikationen går primært gennem TR. Det gør det udfordrende at få indsigt i, hvor vi står, og hvilke prioriteringer der bliver taget i den faglige organisation. Hvad fokuserer vi på lige nu?

- Der er klart et potentiale i at arbejde mere sammen, for det skaber langt større værdi, når vi kan udnytte vores forskellige fagligheder sammen og køre i samme spor. Der er et kæmpe netværk omkring tillidsrepræsentanterne. Der er en stor organisation, som står klar, hvis der er noget. Men når vi står med de lidt mere diffuse arbejdsmiljøudfordringer, fx det psykiske arbejdsmiljø, som kan være rigtig svært at håndtere, så ligger det ikke lige så meget til højrebenet, at der er en organisation til at bære dig igennem det her. Vi kunne godt blive bedre til at kommunikere, hvilken støtte man har i ryggen som AMR i HK.

Janni Jørgensen, tillidsrepræsentant for klinikassistenter i tandplejen i Lejre Kommune

Janni Jørgensen

- Det er første gang, at jeg er med til en generalforsamling i fagforeningen. Det har været dejligt at møde de andre, og da jeg ikke kender så mange endnu, har det været en stor hjælp at gå rundt med Karina (FTR i Lejre), som har præsenteret mig for de andre.

- Jeg kunne godt have brugt lidt mere baggrundsviden, blandt andet om kongressen. Og så om valget af de mange suppleanter. Bare et par minutter om, hvad det handlede om, ville have været fint. Det var også rigtig godt at høre om støtten til TR generelt.

Der blev sunget fællessang

Traditionen tro startede og sluttede generalforsamlingen med en fællessang. Denne gang var det "Når jeg ser et rødt flag smælde" og "Livstræet".