En gruppe er på vej ud på Jobpatruljen
En stor gruppe fra Jobpatruljen, inden de skal ud i sommerlandet og tale med fritidsjobbere.

Du møder dem i supermarkedet, på caféen eller foran din postkasse, når ugeavisen omdeles. De helt unge mellem 13 – 17 år, som har et fritidsjob. Men vidste du, at næsten alle unge i fritidsjob oplever brud på reglerne?

I Danmark har vi lovgivning, som skal beskytte de yngste på arbejdsmarkedet, men i alt for mange tilfælde bliver det ikke overholdt.

Da Jobpatruljen kørte ud på Sjælland i 2024, viste det sig, at hele 96 % af de adspurgte unge med et fritidsjob har oplevet brud på reglerne i deres ansættelse. Eksemplerne på brud kan være alt fra manglende kontrakt til for tunge løft eller for få pauser.

25 procent ved ikke, at de har rettigheder

Over hver fjerde fritidsjobber ved slet ikke, at de har rettigheder på arbejdet. Det er derfor, at Jobpatruljen rykker ud i sommerlandet for at oplyse og samle viden.

- Vi kører ud hver sommer og oplyser unge om deres rettigheder. I år håber vi, at vi kan nå endnu længere ud. Jo flere vi er til at tage rundt på arbejdspladserne, jo flere unge får vi oplyst om deres rettigheder, siger William Johansen, koordinator for Jobpatruljen Sjælland.

 

Jobpatruljen taler med mange unge om deres arbejdsvilkår i løbet af sommeren.

Både fritidsjobbere og arbejdsgivere bliver glade for, at Jobpatruljen kommer forbi med oplysning. 

Gør en forskel og få nogle sjove dage

Jobpatruljen søger frivillige i alle aldre, der vil bruge en sommerdag eller to på at hjælpe unge med at få en fair start på arbejdslivet. Som frivillig får man en grundig introduktion om rettigheder på arbejdsmarkedet, inden man kører ud og snakker med de unge. Jobpatruljen sørger også for mad og transport.

- Det er nogle virkelig nogle fede dage, for vi kører sammen i grupper og kommer ud til en masse friske unge mennesker, der bliver glade for den viden vi bringer med. Det samme gør arbejdsgiverne. Det er meget sjældent, at vi oplever, at brud på reglerne er af ond vilje. Der findes mange regler, som kan være svære at navigere i, men de fleste vil meget gerne overholde dem, når de får kendskab til dem, siger William Johansen.

Jobpatruljen kører på Sjælland i uge 27 og 28, hvor frivillige i fællesskab besøger lokale arbejdspladser for at tale med unge fritidsjobbere om alt fra arbejdstid og løn til sikkerhed og feriepenge.

Du kan tilmelde dig direkte på Jobpatruljens hjemmeside her

Fakta om Jobpatruljen 

Jobpatruljen er en oplysningskampagne målrettet 13 til 17-årige med fritidsjob. 

Det er en række fagforeninger, der står bag Jobpatruljen – blandt andet HK og 3F.

Ud over sommerkampagnen, vejleder Jobpatruljen året rundt fritidsjobbere, forældre, arbejdsgivere og lærere om rettigheder på arbejdsmarkedet.