Enmandshære: ”Vi tror, at vi skal løse alting selv”

- Stress handler sjældent om, at du ikke kan klare dit arbejde. Det handler om, at arbejdet ikke kan klares alene. Når dialogen om opgaver og rammer bliver en fast del af hverdagen, er der langt bedre muligheder for at forebygge stress, før den sætter sig fast, lyder budskabet fra Thomas Milsted.

Vi skal løbende tale om opgaver, prioriteringer og forventninger, før belastningen bliver til stress. Dialogen skal ikke handle om, hvorvidt man er stresset, men om hvilke opgaver, deadlines og afbrydelser, der fylder, og hvad der er realistisk at nå inden for arbejdstiden.

Når stress gøres konkret, bliver det også muligt at handle på det, mener forfatter, arbejdsmiljørådgiver og foredragsholder Thomas Milsted.

LÆS OGSÅ: Unge mistrives: "Vi accepterer ikke det samme som tidligere generationer"

- Det er en helt anden samtale, som vi skal til at have om stress. Altså – vi har nogle opgaver, der skal løses – det er alle enige om. Men der er brug for nogle fælles diskussioner om, hvordan vi gør det bedst muligt frem for, at lederen bare fordeler opgaverne, og medarbejderne passer hver deres, understreger Thomas Milsted, som er aktuel med bogen ’Stress’ i bogserien ’Arbejdslivets Dilemmaer’.

Stress anses som ens eget problem

Et tidligt tegn på stress i videns- og forvaltningsarbejde er tab af overblik. Opgaver, som man tidligere løste rutineret, begynder at tage uforholdsmæssigt meget energi. Små beslutninger bliver svære, og følelsen af aldrig at blive færdig sniger sig ind. Det er et signal om, at krav og ressourcer er kommet i ubalance. Og stress anses som et personligt anliggende.

- Når en medarbejder går ned med stress eller sågar bliver syg af det, er der ofte ikke rigtig nogen på arbejdspladsen, der reagerer. Man regner med, at medarbejderen selv løser problemerne ved hjælp af psykologtilbud og sundhedsordning, der kan samle vedkommende op. Det ryster mig.

LÆS OGSÅ: Gennembrud: Kampen mod stress er kommet med i overenskomsten

- Jeg vil vitterlig gerne, at vi gør op med, at ansvaret hele tiden placeres hos den enkelte medarbejder. Det er afgørende at insistere på fælles ansvar. Dialogen skal jo bruges til at fange den problematik i tide, så vi kan ændre på det, der gør folk syge, siger han.

De pligtopfyldende HK’ere

Administrative medarbejdere og sagsbehandlere i staten taler ikke nok om opgaver, prioriteringer og forventninger, før belastningen bliver til stress. Thomas Milsted ser det som et generelt problem på danske arbejdspladser, at vi ikke kan snakke om disse ting. Hvad der må bringes på bane, er ofte defineret af lederne. Det grundvilkår kan i sig selv være ret belastende og stressende.

- HK’ere er i min optik nogle af de mest pligtopfyldende medarbejdere. De betaler en ret høj pris for at få løst opgaverne. De gør det uden at sige noget, for de er jo sat i verden for at løse opgaver. At snakke om mængden af opgaver og stress er måske ikke en kultur, vi er vant til. Så det kræver jo, at ledelsen også forstår, at det her er noget, der skal sættes i gang, fastslår han.

LÆS OGSÅ: Stress koster årligt samfundet mere end bygningen af en ny Storebæltsbro

For mange kontoransatte og sagsbehandlere i staten handler stress ifølge Thomas Milsted sjældent om, at arbejdet er kaotisk. Tværtimod er arbejdet ofte velorganiseret, fagligt meningsfuldt og styret af klare procedurer. Stress opstår, når mængden af opgaver, dokumentationskrav, høringssvar, journalisering og politiske deadlines overstiger den tid og de ressourcer, som reelt er til rådighed. Især når nye opgaver lægges oven i de eksisterende, uden at noget tages fra.

Tag et ugentligt pitstop

Det første skridt er at stoppe op og gøre belastningen tydelig for sig selv, lyder rådet fra Thomas Milsted: Hvilke opgaver fylder mest? Hvad er kommet oveni for nylig? Og hvor er der brug for prioritering? Næste skridt er at tage dialogen ikke om stress som følelse, men om arbejdet som praksis med sin leder.

- Tag konkrete eksempler med fra dit arbejde, der synliggør opgaver, deadlines, afbrydelser og tidspres. Formålet er ikke at klage, men at få afklaret, hvad der er vigtigst, og hvad der realistisk set kan nås inden for arbejdstiden, uddyber han.

Et ugentligt pitstop, hvor medarbejderne i teamet taler om, hvorvidt alle er med på deres opgaver, vil kunne forebygge stress, mener Thomas Milsted. Hvis en medarbejder oplever, at en opgave er større end forventet, og tidsplanen skrider, så kan kollegerne bedre tage vare på deres kollega. Det centrale er, at medarbejderne har et rum, hvor de mødes jævnligt, for så kan de opfange stresssignaler og rent faktisk løse det i fællesskab. Når medarbejderne gør det på denne måde, så har kollegaen, der er presset, stadigvæk energi til at medvirke til at løse det.

- Min erfaring er, at de ansatte godt kan se, at det er vigtigt at snakke sammen om det, men de har bare ikke tiden til det. Så der er brug for, at man ude på arbejdspladserne begynder at organisere sig, så der bliver tid til at være opmærksom på hinanden. I dag gør vi typisk først noget, når medarbejderen er gået ned og har hejst det røde flag, siger han.

Vi arbejder som enmandshære

Kolleger skal finde sammen i fællesskaber og bruge hinanden på en meget mere aktiv måde. De skal være der for hinanden, støtte hinanden og sammen påpege problemerne over for deres leder.

- Vi er blevet vant til at arbejde som enmandshære, hvor vi tror, at vi skal løse alting selv. Desuden har vi en kultur nu, hvor det er pinligt at snakke om noget, der ikke kan postes på Instagram, så man vil i hvert fald ikke udstille sig selv negativt over for kollegerne. Så jeg er med på, at det er en kæmpe opgave. Det er ikke en optimistjolle, som vi skal have vendt. Det er en supertanker, siger Thomas Milsted.

LÆS OGSÅ: Hver tredje medarbejder regner med at få endnu mere travlt i 2026

For at undgå stress burde ledelsen i højere grad inddrage medarbejderne, inden store beslutninger træffes, så de kan komme med deres vurdering af hvilke negative og positive konsekvenser, det vil have for arbejdsmiljøet. For det er medarbejderne, som er eksperter i, hvordan driften kører bedst.

- Det er vigtigt også at få tænkt arbejdsmiljøet ind, før ledelsen træffer beslutninger i stedet for bare at se til. Men ledelser er jo ikke vant til at indtænke arbejdsmiljøet strategisk. De er vant til at arbejde med strategier, men de tager ikke højde for en eventuel stress i forhold til deres beslutninger. Det ser vi jo rigtig mange steder. Og der kunne en fælles dialog være afgørende for at undgå stress, understreger forfatteren.