Trusler og vold er daglig kost for de ansatte

I de mange år Henrik Meiner har arbejdet i Københavns Lufthavn, er der altid foregået chikane af de ansatte, men han fornemmer, at problemet er stigende.

I 18 år har Henrik Meiner arbejdet i Københavns Lufthavn i Kastrup.

Inden interviewet går i gang, skænker han os begge en kop kaffe. Jeg bemærker, at han er iført en lyseblå t-shirt med to af karaktererne fra kultfilmen fra 1994 Pulp Fiction - en film, der er præget af vold og et hårdt sprog. Det er på sin vis et godt udgangspunkt for vores samtale.

Som formand i HK Luftfart er Meiner optaget af et problem, der ikke bare er gældende i Københavns Lufthavn, men i hele branchen - nemlig fysisk og psykisk chikane af de ansatte.

Ifølge Arbejdstilsynets nye rapport National Overvågning af Arbejdsmiljøet blandt Lønmodtagere har 48 % af passagerservicemedarbejderne herhjemme været udsat for chikane af kunder og passagerer inden for 12 måneder. I samme periode har knap 37 % i samme jobgruppe været udsat for trusler om vold på arbejdet. Det gør passagerservicemedarbejdere til den jobgruppe, der oftest bliver udsat for chikane og trusler om vold i arbejdet - mere udsatte end fængselsbetjente.

”Jeg håber, du dør af kræft”

I de mange år Henrik Meiner har arbejdet i Københavns Lufthavn, er der altid foregået chikane af de ansatte, men han fortæller, at han oplever det som et stigende problem.

De rejsende er grovere og tager voldsomme midler i brug over for de ansatte.

- Folk tager fat i de ansatte, kaster ting efter dem eller spytter på dem, fortæller han.

Han mindes en ubehagelig episode, hvor en ansat simpelthen blev flået gennem pulten ud over disken.

De rejsende har et bristepunkt. Når de rammer det, går det galt.

Meiner kan kun gisne om, hvorfor chikanen af de ansatte i lufthavnen er blevet værre, men én ting kan han konstatere.

- Folk rejser mere. Der er flere mennesker i lufthavnen, som ikke af den grund er blevet større. Mange mennesker er samlet. Det presser de rejsende, siger han.

Han fortsætter med at fortælle om forfærdelige episoder. Folk der sparker, kaster kaffe eller filmer dem med truslen om at offentliggøre det online. Men særligt én gør stort indtryk på mig.

En tynd ældre kvinde, som lige har været igennem et kræftforløb med kemobehandling, bliver konfronteret af en mand, der har nået sit bristepunkt den dag. Han siger til hende: ”Jeg håber, du dør af kræft”.

- Det slog hende fuldstændig ud. Hun brød helt sammen. Vi fik nogle securityfolk til at reagere med det samme. De fik fat i manden, som måtte komme og sige undskyld.

Kender du typen?

Hvem er det så, der chikanerer ansatte i lufthavnen. Er det en type, man kan identificere?

- Det kan være alle, siger Meiner.

Det er på tværs af kulturer. Det kan være alt fra den ældre dame til den unge mand - ja, selv direktøren i jakkesæt.

- Jeg tror det handler om hvordan den enkeltes dag har været, og så er flere passagerer bange for at flyve. Det kan også være medvirkende til, at man er stresset i lufthavnen, siger Meiner.

- Folk kommer ud i lufthavnen i sidste øjeblik, så ser de, at der er fyldt med mennesker. De har haft en dårlig tur, de har ikke kunnet parkere bilen. Så kommer de frem, skal aflevere bagagen, skal stå i kø. Tiden går, mens de står i kø i security. Når de så endelig kommer igennem og skal haste op til gaten i sidste øjeblik, finder de ud af, at håndbagagen er for stor. Så knækker filmen.

Det har stor konsekvens for de ansatte, når filmen knækker for de rejsende.

Meiner fortæller om de unge, som kommer ud i deres første job. De bliver så udsat for de her voldsomme ting, som de tager med sig hjem og bærer rundt på som en tung byrde.

Enten så stopper de. Alternativt bliver de brudt langsomt ned.

- Mange bliver immune over for ”almindelige” chikaner som at blive kaldt idiot, eller når kvinder bliver kaldt for en so.

- Men hvis det står på i en længere periode, så ved man ikke, hvor den knækker for den enkelte. Det kan være en lille detalje, der gør, at man bryder sammen. Og vi har desværre set nogen, der er blevet langtidssyge, simpelthen af stress over arbejdsmiljøet.

De mere rutinerede ansatte med flere år på bagen har lært at leve i cirkusset ude i lufthavnen. De har nogle redskaber, de kan bruge til at afmontere aggressive rejsende, hvor de unge ikke har den samme ballast og erfaring, der i visse tilfælde kan være med til at en episode ikke eskalerer.

Den unge generation siger også fra over for chikanerne og krænkelserne. Det støtter Meiner op omkring.

- Jeg kan godt ønske mig lidt, at nogle af de ældre begynder at sige fra noget før. Jeg er bange for, at byrden bliver for tung, og at de knækker på et tidspunkt.

Den røde knap

Så er der den røde knap. Den trykker de ansatte først på, når det er helt galt. Det er den sidste mulighed, fortæller Henrik Meiner.

Der er kameraer over det hele i lufthavnen, men først når der bliver trykket på den røde knap, zoomes der ind på stedet, hvor en konflikt er i gang. Og så kommer sikkerhedspersonalet fluks.

Lufthavnen har i omegnen af 2.000 tryk om året på den røde knap. Nogle er fejltryk, men lufthavnen registrerer og bogfører ikke episoderne.

Det er under alt kritik, mener Meiner.

- Det gør, at vi ikke kan måle, hvad vi bliver udsat for. Der bliver ikke lavet rapporter.

- Det er forfærdeligt. Jeg synes, det er skammeligt, at man ikke belyser problemerne, så man kunne sætte ind. Og det er lufthavnens ansvar, simpelthen.

Hvordan kommer man problemet til livs?

Meiner mener ikke, at de ansatte skal finde sig i den opførsel, som de bliver udsat for.

Han ønsker handling.

Ifølge ham har Københavns Lufthavn et ansvar for at støtte op om at bekæmpe krænkende handlinger, vold og trusler mod ansatte. Meiner ønsker synlighed, at der vises tilstedeværelse, som kan hjælpe til at lægge en dæmper på de værste ting. For eksempel ville patruljering være gavnligt.

- Lufthavnen er allergisk over for at skrive noget, der ikke ser pænt ud. Hvis der eksempelvis var skilte i lufthavnen, hvor der stod, at er du voldelig over for personalet eller taler du grimt, så kan du risikere ikke at komme ud at flyve. De vil ikke have sådanne skilte. De mener ikke, det hjælper.

Men Meiner mener, at sådanne skilte ville hjælpe, da man på den måde kunne være konkret overfor de rejsende, der ikke opfører sig ordentligt og sige; her er konsekvensen, hvis du ikke opfører dig ordentligt.

Der er også et ansvar hos de ansattes enkelte virksomheder. Meiner selv er hos SAS Ground Handling, hvor man nu har en nul-tolerance.

- SAS opererer med, at hvis du chikanerer eller krænker nogle af vores ansatte, så kommer du simpelthen ikke ud at flyve. De sender et signal om, at de ikke vil have det mere.
Meiner peger også på konfliktkurser som et godt redskab til at ruste personalet bedre.

- De enkelte virksomheder har et ansvar for at udbyde konflikthåndteringskurser til medarbejdere, som kan hjælpe dem med at nedeskalere voldsomme episoder.

- Der ligger en lille konfliktuddannelse, når man begynder i jobbet, men derudover skal der være løbende konfliktuddannelse. Problemet er bare, at det tager rigtig meget tid, og det koster også penge. Og vi har altid travlt, så det er et problem, at det ikke bliver prioriteret.

Derfor ser han også gerne, at HK træder til og målretter en indsats for deres medlemmer med tilbud om kurser om konflikthåndtering.

Ifølge Meiner har man ikke vist rettidig omhu, og man har ladet problemet stå til.

- Hvis vi alle lavede en målrettet indsats her, så kunne man godt sørge for at holde det nede. Jeg tror aldrig, man kan få det helt fjernet. Men det kunne holde det nede på et niveau, der er tåleligt.