Når vi fra den 1. juli skal registrere vores arbejdstid, er det for at sikre, at arbejdsgiverne overholder reglerne for arbejdstid - og at du som medarbejder kan dokumentere eventuelle overtrædelser.
Der har været kritik fra flere sider, og jeg forstår bekymringerne. Men som med alle nye love, er der både fordele og ulemper.
Og som fagforeningsmand må jeg bare erkende, at vi jævnligt oplever medlemmer, hvor den aftalte arbejdstid ikke flugter med den reelle arbejdstid for at komme i mål med opgaverne.
Derfor køber jeg ikke ind på argumentet om, at det er en unødig administrativ byrde.
Når arbejdstiden står sort på hvidt, bliver det markant nemmere at trænge igennem til chefen, når du påtaler den manglende balance i dit arbejdsliv.
Der er også blevet argumenteret for, at tidsregistreringen gør arbejdet mindre fleksibelt. Heller ikke her, er jeg enig.
Jeg er ikke i tvivl om, at der i starten vil opstå situationer, hvor både arbejdsgiver og medarbejder vil føle sig låst af systemet. Men det er efter min bedste overbevisning et spørgsmål om tid, før vi finder fleksibiliteten i det nye. Som med alt nyt er det noget, vi skal vænne os til.
Af samme årsag er de såkaldte ’selvtilrettelæggere’ også undtaget kravet om at registrere arbejdstiden. Det er medarbejdere, der kan træffe selvstændige beslutninger om deres arbejdstid.
Men det står ikke tydeligt i loven, hvornår man er selvtilrettelægger, så vi vil nok se diskussioner på arbejdspladserne om, hvem der falder i den kategori.
Når jeg vejer fordelene og ulemperne op mod hinanden, er jeg ikke i tvivl om, at det bliver godt at få den reelle arbejdstid gjort synlig for alle. Ikke mindst for medarbejderne.
