Frontløberuddannelsen er for elever og nyuddannede medlemmer af alle HK's sektorer. Foto: Jonas Klingenberg.

Fem af HK Kommunals unge medlemmer har netop færdiggjort frontløberuddannelsen.

- Det har været rigtigt godt. Jeg har lært en masse andre unge at kende. Jeg har lært om kommunikation og er blevet klogere på, hvem jeg selv er, siger Hiwet Habtmichael, tandklinikassistent og nyuddannet frontløber.

Frontløberuddannelsen er en talentuddannelse for studerende eller nyuddannede HK-medlemmer. Over tre weekender lærer de bl.a., hvordan man kommunikerer, opbygger relationer, skaber adfærdsændringer samt styrer projekter og forandringer.

Forløbet afsluttes med et forandringsprojekt, hvor deltagerne arbejder med at skabe en positiv forandring i forhold til arbejdslivet. Hiwet Habtmichaels projekt handler om mere bevægelse på arbejdspladsen. På hendes arbejdsplads er det lykkedes fast to gange om ugen at indføre 5-10 minutters fælles-bevægelse.

- Det er vigtigt for vores sundhed, at vi har det godt i kroppen. 5-10 minutter er ikke lang tid, men det gør alligevel en forskel. Det er blevet taget rigtigt godt imod. Og stort set alle mine kolleger svarer, at de kan mærke, at de får det bedre af det.

Ny podcaststemme

HK Kommunals medlem Caroline Thomkov er også frontløber. Hendes forandringsprojekt handler om plads til psykisk sårbare på arbejdsmarkedet. Sammen med frontløber Rikke Kofoed Sode Hansen (HK Privat) har hun startet en podcast-serie, der belyser forskellige aspekter ved psykisk sårbarhed i relation til arbejdslivet.

- Projektet udspringer af vores egne historier. Da jeg lige var startet som kontorelev, gik jeg fra min voldelige ex. Da jeg kom ud af forholdet, skete der en efterreaktion, fordi mit nervesystem havde været på overarbejde. Jeg var bange for at sige det til mit arbejde, for jeg ville ikke være en byrde. Men da jeg endelig gjorde det, tog de så godt imod det. De gav mig plads til, at jeg kunne hele, samtidig med at jeg udviklede mig som kontorassistent, siger Caroline Thomkov.

- Psykisk sårbarhed kan være mange ting. Diagnoser eller sorg over at miste nogen. Det vigtige er, at vi griber alle. Der skal være plads til alle. Det er skørt, at så mange er uden for arbejdsmarkedet, fordi de har en diagnose. Selv har jeg PTSD og ADHD. Jeg tror på, vi kan skabe forandring gennem oplysning. Oplysning er det første skridt. Det kan podcasten være med til.

Elevnetværk på tværs af sektorer

Mathilde Villemoes Hald, Candan Bayrakdar og Julie Serine Nymark Bergmann er også færdiguddannede frontløbere. De er alle medlemmer af HK Kommunals elevudvalg, hvor de bl.a. står bag HK Kommunals elevkonference. Deres projekt sammen med frontløber Emil Handrup Pedersen (HK Stat) handler om at skabe flere netværk for elever på tværs af HK’s sektorer Kommunal, Stat, Privat og Handel.

- Det kan give uendeligt meget til fagbevægelsen og eleverne professionelt og personligt, hvis vi kan mødes på tværs af arbejdspladser og udvikle os fagligt. Det vil også skabe mere engagement og bevidsthed om ens egen fagbevægelse. Elever skal kunne samles om at være elever. Det er en unik position, fordi man har så meget ansvar men samtidig er nederst i hierarkiet, siger Emil Handrup Pedersen.